Blog

Velkommen til Annas blå kolonihave

Af Nanett Paameyer Winkler – Kommunikationschef |
Anna nyder sin solplet foran det lille kolonihavehus i H/F Haugstedsminde i Odense.

I den odenseanske kolonihaveforening Haugstedsminde finder du et farvestrålende blåt kolonihavehus med kyssebænk og udendørs karbad. Her bor Anna, en 33-årig kreativ sjæl, som har skabt et farverigt frirum fyldt med gør-det-selv-projekter, keramikkunst og vilde blomster.

Anna er en dedikeret gør-det-selv-entusiast med en forkærlighed for genbrug og loppefund. Det er tydeligt at se, når man træder ind i hendes have, hvor blåregn og stauder møder fantasifulde påfund rundt omkring i havens små rum. “Det var netop det tilgroede og de små, hyggelige rum og stier, der fangede mig ved denne kolonihave,” fortæller Anna.

Annas charmerende terrasse indbyder til ren solskinshygge i kolonihaven.
Husets turkisblå farve leder straks tankerne hen på varmere himmelstrøg.

Den fynske kolonist har selv lagt terrassen, bygget hegnet og malet hus og hegn blåt. Anna er ikke helt uerfaren i at istandsætte hus og have – den blå kolonihave er nemlig Annas tredje kolonihave i H/F Haugstedsminde på ti år. 

Selv opbevaringen kan gøres indbydende med nogle skønne krukkeblomster.
Den oprindelige dør er udskiftet med en terrassedør, så Anna kan åbne op og få mere af naturen indenfor.

Et sted til alenetid

Trods kolonihavens centrale placering i byen, giver den en ro og følelse af at være langt væk fra byens stress og jag. “For mig er det et frirum, hvor jeg kan koble af og være mig selv,” siger Anna. Derfor er haven ikke et socialt samlingspunkt for Anna, men et sted, hvor hun i selskab med sin hund Bitten kan fordybe sig i projekter og glemme alt om tid og sted. “Hvis mine veninder ikke kan få fat på mig, så ved de, at jeg er herude,” siger hun grinende. Den odenseanske kolonist nyder dog at snakke med naboerne over hækken og hjælper gerne til, hvor der er behov. For nylig hjalp hun en nabo med at hente grus, og som tak fik hun en trillebør fuld med hjem til sin egen have.

”Det behøver jo ikke at være perfekt.”

– Anna

En kreativ åre

Til daglig arbejder Anna som foldepige hos Le Klint, hvor hun håndfolder lampeskærme – et krævende håndværk, der tager to år at mestre til fulde. Denne kreative åre løber også gennem hendes fritid, hvor hun laver keramik. Eksempler på hendes keramikkunst kan ses i de hjemmelavede blå haveskilte, der viser vej til havens forskellige opholdssteder, heriblandt den charmerende ‘kyssebænk’. Sådan finder du eksempler på små, unikke, finurlige detaljer overalt i Annas have, som vidner om hendes store kreativitet og overskud.

Et lille udpluk af Annas håndlavede keramikkunst, som står til salg ved havelågen.
Havens primitive, men charmerende udendørsvask.
Rolige farver og hyggelige nipsting kendetegner Annas indretning.
Anna faldt pladask for det gamle badekar med løvefødder.

Kolonihaven som et ”øvehus”

Om sommeren tilbringer Anna næsten al sin tid udendørs med at ordne haven eller lave byggeprojekter. Den unge kolonists høje aktivitetsniveau førte en dag til spørgsmålet fra en nabo: “Slapper du aldrig af?” Et spørgsmål, Anna ofte har hørt. “Jeg elsker at være ude og lave projekter. Det er netop min måde at slappe af på,” forklarer hun med et smil.

Anna beskriver sin kolonihave som et “øvehus”, hvor hun kan afprøve nye idéer uden frygt for at fejle. “Det behøver jo ikke at være perfekt. Når jeg får en kreativ idé, vil jeg bare gerne i gang – hellere i dag end i morgen.” Hendes fremgangsmåde er en kombination af YouTube-videoer og råd fra sin far og venner. En metode, der tydeligvis har båret frugt, når man ser hendes frodige have og det hyggeligt indrettede hus, hvor fletkurve, tæpper, keramik og naturmaterialer skaber en
ægte sommerhusstemning.

”Haven er lige så meget min, som den er dyrenes.”

– Anna
Anna er så småt ved at indrette sin egen udendørs badestue.

Havens gaver

Annas kolonihave opfylder flere formål, der både gavner hende selv, hendes nærmeste og dyrene. Hun bruger bl.a. en del tid på at dyrke sine egne grøntsager og bær. “Det er fantastisk at kunne høste og spise noget fra egen have,” fortæller hun, mens hun nyder sin kaffe i solen. Hun dyrker alt fra kartofler og kål til vindruer og jordbær.

Den blomsterglade kolonist elsker også at lave buketter fra haven, som hun giver til venner og familie. “En buket, dyrket og plukket fra egen have, må være en af de mest personlige gaver, man kan give,” fastslår hun. Også dyrene nyder godt af Annas have, hvor fuglereder, insekthoteller og pindsvin finder ly. “Haven er lige så meget min, som den er dyrenes,” siger Anna.

Midt i det romantiske vildnis står havens “kyssebænk”, som Anna har navndøbt den.
Anna er vild med havens lidt vilde look og de små havestier.

Ingen moderne bekvemmeligheder

Den 33-årige kolonist værdsætter det primitive liv i kolonihaven uden moderne bekvemmeligheder som strøm og vand. “Det tvinger en til at bryde med sine vaner,” forklarer hun. Det giver hende tid til at nyde de små ting i livet, som at hilse på naboerne på vej til fælleshuset for at hente vand eller lytte til fuglesang og mærke solens varme, mens hun vasker op i havens udendørsvask. Det er en læring i at sænke tempoet – noget, som mange mennesker kunne have gavn af, mener Anna.

Anna holder af at snakke med naboer over havelågen: “Man er i øjenhøjde med hinanden, helt bogstaveligt talt.”

Kom på en visuel rundtur i Annas have

Læs også





Til toppen