Stine Aksnes kunne aldrig have forestillet sig, at en kolonihave ville blive en afgørende del af hendes liv. Men det ændrede sig, da hun en weekend lånte sin venindes kolonihavehus. Det blev startskuddet til et 30-årigt eventyr som kolonihaveejer i sit eget lille paradis i haveforeningen Søndervang.
Det er en højsommerdag, da vi møder Stine Aksnes i den idylliske haveforening Søndervang – en skøn oase mellem København og Tårnby. Her mindes hun tiden, hvor tanken om at eje et kolonihavehus var fjern. Men da hun for 30 år siden trådte ind i venindens oase, hvor hun kunne sidde i fred og ro med en kop kaffe og gå på opdagelse i haven med sin toårige søn, indså hun straks, at dette var noget særligt. Fra da af vidste Stine og hendes ægtemand Per, at de måtte have deres eget lille grønne fristed.
Fair ventelisteprincip
Stine Aksnes er i dag 73 år og pensioneret. Hun beskriver, at hun har haft et rigt arbejdsliv som pædagog og fællestillidsrepræsentant hos BUPL. Men det er altid i kolonihaven, hun har fundet ro og glæde. Hendes børn nød en barndom i kolonihaven med frihed til at udforske naturen, spille bold og sove i telt på plænen. I dag er Stines ene søn voksen og efter at have stået på venteliste i mange år, har han sammen med sin hustru nu selv erhvervet sig en kolonihave i selvsamme forening som sin mor. Netop ventelisteprincippet ser Stine som en retfærdig præmis – at retten til kolonihaven går til den næste i køen, og ikke til højestbydende.
“Uden forbundets arbejde ville de frie markedskræfter overtage, så mange ikke ville have råd til at købe et kolonihavehus.
– Stine Aksnes
Tro mod traditioner
Stine elsker stadig at vågne op i kolonihaven, træde ud på terrassen og nyde morgensolen med en kop kaffe i hånden. “Det er et sted, hvor hverdagens stress fordufter, og hvor man lever i harmoni med naturen,” fortæller Stine. De varme måneder er højsæson for hende og ægtemanden, der trækker sig tilbage til deres kolonihavehus, så snart vejret viser sig fra sin bedste side. Traditioner betyder meget for dem, og den årlige indflytning i slutningen af maj markerer begyndelsen på kolonihavesæsonen, der først slutter med afslutningen af foreningens sidste opgaver i september.
Værner om kolonihavebevægelsen
Stine er glad for sit medlemskab i Kolonihaveforbundet. For hende er forbundet garant for, at den danske kolonihavebevægelse kan fortsætte. “Uden forbundets arbejde ville de frie markedskræfter overtage, så mange ikke ville have råd til at købe et kolonihavehus,” lyder det fra Stine, mens hun tager en slurk af sin kaffe.
For Stine har kolonihavehuset aldrig handlet om økonomisk gevinst, men om en investering i livskvalitet. En investering, der skal være mulig for alle at opnå. “Det har i hvert fald været vigtigt for os at kunne købe billigt. Da vi købte huset, var vi en børnefamilie. Jeg arbejdede som pædagog og min mand var i lære, så der var ikke mange penge at rutte med.”
Den københavnske kolonist er fuld af håb for fremtiden, og hun værner om kolonihavebevægelsen, så kommende generationer kan opleve den samme glæde og livskvalitet, som hendes kolonihave har givet hende gennem årene.
