
Godt hjulpet af sin kæreste har Peter formået at flytte fokus fra det ordentlige og praktiske til at bruge kolonihaven til en tiltrængt pause fra hverdagspraktikken.
”Jeg er træt af at være træt af at hade snegle. Nu er jeg nået til at anerkende deres succes! De gør det godt!” Sådan skrev Peter Nordholm Andersen til mig, da jeg i juni måned aftalte et møde med ham i hans kolonihave i H/F Marienlyst nord for Aarhus. Han ville på forhånd forventningsafstemme, hvordan afgrøderne tog sig ud efter sneglenes ekstra voldsomme hærgen i 2024.
Rådyrene hopper let og elegant over hegnet til have 137 og hapser toppen af forventningerne til årets jordbærhøst og rundbarberer sankthansurten. Havens store ‘Reine Claude’ blommetræ er et kæmpe tagselvbord for bladlus. Udfordringerne er mange, men måske har dræbersneglene, rådyrene og bladlusene en skjult dagsorden?


Ud over at fortære alt fra kartofler til stangbønner har de i hvert fald lært Peter at sige pyt og fundere over den nyttekultur, der generelt præger vores tilgang til at holde have: ”En have skal give udbytte – enten i skønhed eller helt konkret i mad. Denne stræben efter udbytte og orden fortrænger naturen, og det lider den under. Jeg tror, at vores ordenssans næres af, at vi i vores hverdag ikke er forbundet med den vilde og tilfældige natur, men mere eller mindre ubevidst fortrænger vildskaben med fliser og gødede græstæpper, fordi vild vækst er upraktisk,” forklarer Peter. I dag trives han med vildtvoksende akelejer på terrassen, selvsået persille i drivhusets flisefuger, vilde blomster, kvashegn og slåede stier i det lange græs. Og så har han øvet sig i at give plads til bare at være.


Foto: Peter Nordholm Andersen



Drifteren og driverten
At give slip på det praktiske har været en mental proces for Peter. Han er udpræget driftsmenneske og har måttet arbejde med det mentale for at slække lidt på det forpligtende. I et liv med hverdagspraktik og børnelogistik blev haven bare til endnu en pligt, hvor han lige fløj ud for at luge og vande. Derfor overvejede han for nogle år siden at sælge haven.
Både driftstilgangen og tanker om salg blev udfordret, da Peter i 2020 mødte sin kæreste Emilie. Emilie er modsat Peter god til at stoppe op og gribe det nu, som dagens sidste solstråler og humøret lige byder på. Hun så straks, at kolonihaven var et driftssted. For meget doing – for lidt being. Hun indførte drivermøbler i havens solkroge og udestue, indrettede en børnehyggekrog og kastede et nyt lys over kolonihaven, som satte salgstankerne i bero på ubestemt tid.

”Nu har haven fået et andet formål,” siger Peter og fortsætter med et smil: ”Vi har faktisk flyttet os mod hinanden gennem haven. For os er haven også et godt sted for fælles, sociale arrangementer, både sommer og vinter. Vi holdt bl.a. en magisk grillfest med vores medstuderende fra friluftsvejlederuddannelsen, hvor der blev danset i dyb sne under frugttræerne. Vi kommer med hver sin fortid, nu kom der en fest med folk fra vores fælles tid.”
Naturen er Peter og Emilies store fælles interesse og legeplads. Med hver sin bopæl og hver sine børn er naturen deres fælles rum, hvor de dyrker de forskellige årstiders muligheder for udendørs eventyr i havkajak, på mountainbike eller med vandrestøvler og fjeldski på. Kolonihaven er blevet stedet at få en hverdagssmagsprøve på udelivet, når ture i den store natur ikke lige er inden for rækkevidde.




Der er naturligvis stadig og vil altid være projekter i kolonihaven, men tilgangen til dem har ændret sig. Peter har formået at flytte sit fokus lidt fra det praktiske og den evindelige snak om ’skvadderkål’, som Emilie kærligt retter til ’skvalderkål’ med et blik, der vidner om, at det ikke er første gang, han både generes af planten og får udtalen galt i halsen.
En have med historie
Tider og livssituationer skifter, og kolonihaven er et vigtigt vidnesbyrd om både fortid, nutid og drømme om fremtiden. Helt praktisk dukker der fortidsminder op af jorden i form af flinteredskaber, som fascinerer Peter og øger hans forbundethed til jorden. Peter blev også gift med sine børns mor i kolonihaven, og toppen af bryllupskagen har stadig en plads i huset. Den har lige så meget ret til at være der som Emilies afdøde mors kaffestel.
Fremtidsdrømmene bor i en krukke i et af havens to drivhuse – en drømmekrukke, hvor parret lægger sedler i, når idéen opstår, og som senere måske udleves eller forbliver en drøm.