
Det er let nok at få et staudebed, der ser godt ud om sommeren, når lavendler og salvie blomstrer om kap. Men skal du have bedet til at spille hele sæsonen, så kræver det lidt planlægning. Ud over at vælge stauder, der blomstrer på forskellige tidspunkter, så skal du også tænke på, hvordan de passer sammen og afløser hinanden.
Det er fristende bare at give los og vælte planter ned i indkøbsvognen, når du er på planteskolen. Der er så mange skønne stauder, og det er svært at begrænse sig. Problemet er, at du let kommer til at fylde hele bedet med stauder, der blomstrer en bestemt periode, fordi det er på det tidspunkt, du tager i planteskolen. Og så mangler der typisk farver i bedet længere henne på året, når du måske ikke er så aktiv med at plante til i bedet.
For at sikre et smukt staudebed gennem hele sæsonen, er det vigtigt at tænke i helheder og variation. En god tilgang er at vælge stauder, der blomstrer på skift, så de naturligt afløser hinanden i takt med årstiderne. Ved at kombinere planter med overlappende blomstringstider og forskellige vækstformer skabes en harmonisk og dynamisk rytme i bedet. Kombinér planter, der blomstrer på forskellige tidspunkter af året med vintergrønne planter for at skabe struktur i den mørke årstid, hvis du kommer i kolonihaven hele året.


Husk forårsløgene
Forårsløg er en gave til staudebedet i det tidlige forår. Der er mange at vælge imellem, fx kan du starte med snepryd og perlehyacint. De visner ned efter blomstringen, og så kan pladsen overtages af løjtnantshjerte i april. Når den begynder at visne, kan storkenæb vokse frem og dække den bare plet, der opstår, når løjtnantshjerte visner helt væk efter blomstringen.
I højsommeren kan lavendel og salvie blomstre længe, indtil de erstattes af purpursolhat og høstanemone. Sidst på året strækker staudesolsikkerne sig op over det hele, og asters træder pludselig i karakter og giver en sidste lang blomstring i efteråret. Om vinteren kan elefantgræs og julerose tilføje struktur og interesse, så der hele året rundt er noget at nyde i bedet.
Bladformer og vækstformer
Tænk også i forskellige højder og teksturer for at skabe dybde i bedet. Placér de højeste stauder som ridderspore og staudesolsikke bagerst eller centralt, afhængigt af bedets placering. Midten kan udfyldes med mellemstore stauder som purpursolhat og storkenæb, mens lave stauder som løvefod og lavendel kan danne en smuk kant. Ved at kombinere planter med forskellige bladformer og teksturer, fx de bløde, overhængende blade fra lammeøre mod de oprette græsser, opnås en harmonisk og varieret komposition.


Vælg et farvetema
Med mange forskellige blomster i bedet er der risiko for, at det let bliver for rodet. Du kan gøre det meget nemmere for dig selv, hvis du vælger et farvetema til bedet. Det kan fx være kølige pasteller i blå og rosa, kontrast i lilla og orange eller måske mere afdæmpet med overvejende hvide blomster og gråligt løv. På den måde er der mindre risiko for, at der opstår disharmoni. Når det er sagt, er det ofte godt at have enkelte velplacerede kontrastfarver, så der kommer lidt liv i bedet. Du skal også huske, at der skal være blomstring i hele bedet, og ikke kun i den ene ende. Og så skal der gerne være flere eksemplarer af den samme staude, der blomstrer forskellige steder i bedet. På den måde opstår der nemmere balance og ro i beplantningen.


En løbende proces
Gør det til en vane at tage billeder af bedet gennem hele sæsonen. Hvis du fx kommer i kolonihaven hver weekend, vil det være passende at tage nogle billeder hver gang, du er derude. Tag billederne fra samme sted, så vil du efterfølgende kunne følge udviklingen, og se, hvornår der er ”huller” i bedet, eller om der er farver eller vækstformer, der ikke rigtig spiller sammen. Og så kan du få fat i nye stauder, der kan fylde hullerne ud og på den måde skabe bedre kontinuitet og balance i bedet næste år.
Regn dog ikke med, at staudebedet nogensinde bliver færdigt. Et staudebed er altid i udvikling. Nogle stauder sygner hen, mens andre breder sig lidt for meget, så det skal løbende finjusteres. Men det er også en kreativ leg, hvor du har et levende maleri, der løbende ændrer udseende, både gennem sæsonen og fra år til år, så det er altid spændende, hvordan næste sæson ser ud.