Blog

Hortensiaer: genvejen til en frodig og farverig have

Af Frank Kirkegaard Hansen, havearkitekt |
‘Unique’ er hvid, men får som mange andre havehortensiaer en rødlig tone sidst på sæsonen.

Hortensiaer er nemme planter, der giver en stor frodighed og en smuk og lang blomstring, når de fleste andre buske for længst har givet op.

Der findes mange forskellige hortensiaer. De fås i flere forskellige farver, fra hvid og blå til pink og lilla, og de kan blomstre fra forsommeren til det tidlige efterår, uden du behøver at røre en finger. De trives i både sol og skygge og bliver sjældent angrebet af skadedyr og sygdomme. Du kan bruge hortensiaer som solitærplanter, i grupper eller som hække. Deres store blomsterhoveder og frodige løv gør dem til et flot fokuspunkt i haven, og de er også smukke som baggrund for et staudebed. Blomsterne er desuden gode i buketter, og de kan tørres til indendørs dekoration.

I løbet af sommeren skifter egebladet hortensia fra hvid over mod gammelrosa og bliver til sidst helt rustbrune.
Storbladet hortensia, Hydrangea macrophylla, changerer mellem rødlige og blålige nuancer.

Læ og vand

En fugtighedsbevarende, humusrig og gerne lidt sur jord er drømmen for enhver hortensia. Hvis det kombineres med læ og let skygge, så bliver den ekstra glad.

Oplever du, at der er sen nattefrost i din kolonihave, skal du vælge nogle af de mest hårdføre typer. Dem er der heldigvis mange af. Når de rette forhold er til stede, vil hortensiaerne stortrives uden nogen særlig pleje, og du kan læne dig tilbage og nyde den lange blomstring hen over sensommeren. Blomsterne bliver siddende i rigtig lang tid, og sidst på sæsonen skifter de ofte farve. De blå blomster transformeres til støvede violette nuancer, og de hvide rødmer i sensommersolen.

‘Pinky Winky’ begynder som regel med hvide blomster, der langsomt bliver mere og mere rosa eller røde, efterhånden som sæsonen skrider frem.
‘Grandiflora’ er en af de ældre sorter af havehortensia, der stadig er populær i haverne.

De frostfølsomme

Almindelig hortensia, Hydrangea macrophylla, er typisk kompakte buske med halvkugleformede blomsterstande i røde og blå nuancer. Der findes også en del sorter, med flade blomsterstande med små fertile blomster i midten og store sterile blomster i randen. Blomsterne kan skifte fra rødlige til blålige farver, hvis jorden er sur. Nogle typer er frostfølsomme, og det kan ødelægge blomstringen næste år. Der er dog udvalgt nogle specielt hårdføre og blomsterrige danske sorter. De er navngivet alfabetisk efter danske pigenavne Alma, Bella, Clara, Dorthea, Elisa og Frida. De kaldes også de seks søstre.

Hortensia ‘Annabelle’ får lysegrønne til hvide blomster og blomstrer fra juli til september måned.
‘Limelight’ kan blive op til 3 meter høj og skifter langsomt farve fra hvid over limegrøn til grøn.

Elegante Serrata

H. Serrata er lidt spinkle buske på omkring en meter. De er mindre kuldefølsomme og tåler også lidt tørrere vækstforhold end macrophylla-sorterne. Samtidig er de lettere i udtrykket med smallere mere tilspidsede blade og en åben vækstform. De sterile randblomster, der sidder enkeltvis rundt i kanten af blomsterstanden, understreger det elegant udtryk. Arten er ikke så udbredt i danske haver, men rummer ellers en af de rigtig gode typer som ‘Bluebird’, der kan blomstre et godt stykke ind i september, og som ofte får smukke, rødlige blade sidst på sæsonen.

Beskæring

Havehortensiaer behøver ikke beskæring, men de kan blive store og tager heller ikke skade af at blive skåret tilbage i februar-marts. Fjern enkelte af de ældste grene helt nede, og klip evt. nogle af de andre tilbage til en sidegren.

Flower power

Hydrangea paniculata, syrenhortensiaer, eller havehortensiaer som de rettelig hedder på dansk, har store kegleformede blomstertoppe. ‘Kyushu’, ‘Unique’ og ‘Tardiva’ har hvide blomster. Blandt mange nye sorter er ‘Limelight’ med limegrønne blomster og ‘Pinky Winky’ og ‘Vanilla Fraise’, der er mere farverige med toner i rødt og pink, der tiltager i intensitet gennem sæsonen. De kan stå i fuld sol, hvis jorden er fugtig, og de kræver ikke nødvendigvis surbundsjord for at trives. De vil dog gerne stå i læ og også helst i en veldrænet, muldrig jord, der ikke tørrer ud.

Hydrangea paniculata ‘Phantom’ blomstrer fra juli til september med store, hvide blomsterstande, som bliver rosa/røde hen mod efteråret.
‘Vanilla Fraise’ får store tunge blomsterstande, der næsten ligner candyfloss.

Træagtige hortensiaer

De træagtige hortensiaer, Hydrangea arborescens, blomstrer ligesom havehortensiaerne på årets nye skud, så blomstringen ikke påvirkes af en hård vinter. Det er en meget hårdfør plante, der bliver op mod to meter høj og tåler en forholdsvis tør jord, så længe den ikke står i fuld sol. Der er især to sorter, der dyrkes herhjemme, nemlig ‘Grandiflora’ med store, hvide blomsterstande og den prægtige ‘Annabelle’, der har endnu større og flot afrundede blomsterstande på op til 30 cm.




Læs også
Til toppen