Blog

Forbered forårets fantastiske flor – i krukker

Af Mathias Emil – haveskribent |
Foran drivhuset står en hel familie af krukker med forårsblomster og byder årstiden velkommen.

Med en, to eller mange krukker fulde af forårsløg er det en blomstrende fornøjelse at byde foråret velkommen med wauw-faktor og spirende haveglæde. Det er nemt, hurtigt og et sjovt haveprojekt for store og små med grønne fingre.

Det kan måske virke omsonst allerede nu at tænke på forår og forårsblomster, men som bekendt kan man komme langt med rettidig omhu. Så snart de første forårsløg begynder at lande i butikkerne, begynder det at krible i fingrene på den haveglade blomsterelsker, og det kan være en god idé at være tidligt ude. Nu er løgene nemlig friske, og der er et stort udvalg at vælge imellem. Både i de fysiske butikker og på nettet, hvor mange spændende webshops lokker med farverige forårskombinationer.

Her ses, hvordan forårsløgene kan lægges tæt – som æg i en æggebakke.
Potter fyldt med forårsblomster står klar til at blive vandet og sat ind i drivhuset for vinteren.

Tidligt ude

Nogle forårsløg har godt af at komme tidligt i jorden, gerne allerede fra september. Sådan er det bl.a. med påskeliljer, pinseliljer og narcisser. Også løg som Allium prydløg, Fritillaria kejserkrone og Galanthus vintergæk kan med fordel lægges tidligt, mens tulipaner kan lægges så sent som december og blomstre uden problemer i foråret. Grunden til, at nogle løg lægges tidligt, er, at de har brug for længere tid til at udvikle sig og ikke har godt af at ligge for længe på butikkernes hylder og tørre ud.

“Orange Emperor” er en driftssikker tulipan, som kommer igen år efter år.
Den meget skønne tulipan “Purple Parrot”. Senere blomstrer Allium i samme krukke.

Flere fordele med krukker

Især tulipaner stråler i forårskrukkerne. Hver krukke er som en hel buket i de skønneste farver. Her er virkelig knald på kulørerne, og bare en enkelt krukke eller måske en lille gruppe kan bringe glæde og fornyet energi i det tidlige forår. Med krukkerne er det let at flytte rundt og bringe foråret lige derhen, hvor vi færdes mest. Måske ved havelågen eller ved indgangen til drivhuset. Krukkerne giver desuden beskyttelse til de spirende forårsvækster og sikrer dem mod angreb af snegle eller måske sultne rådyr, som på bare få minutter kan tygge sig igennem et helt tulipanbed.  

De lilla toner byder virkelig foråret velkommen i haven – bemærk, hvordan de danser.

Sådan lægger du blomsterløg i krukker

Det kan være svært at begrænse sig!

Når sommerens flor af sommerblomster er ved at være ovre i krukkerne, kan du nemt genbruge mulden, hvis der i samme krukke har stået fx etårige sommerblomster, dahlia eller måske kartofler. Løgene behøver ikke meget næring, da de har deres egen “madpakke” med inde i løget. Hele krukkens afblomstrede sommerindhold tippes lettest ud i en trillebør, og mulden løsnes. Hvis man vil have det helt store flor, kan forårsløgene lægges ganske tæt i krukkerne, som æg i en æggebakke.

Løgene lægges i en dybde svarende til tre gange deres højde, og jorden trykkes let til. Dernæst skal hele arrangementet vandes godt igennem, og krukken sættes et sted, hvor den ikke udsættes for vintervæde, regn og sne. Fx i drivhuset eller under et halvtag. Jorden vandes først igen, når de spirende løgtoppe viser sig, og jorden igen føles tør. Det er en vigtig huskeregel, da for meget vand vil få løgene til at rådne.

Her kan du købe blomsterløg på nettet:

  • Blomsterverden.dk
  • Løgbutikken.dk
  • Fuglebjerggard.dk
  • Verberghe.nl
  • Farmergracy.co.uk

Gem løgene og få dobbelt glæde

Nogle forårsblomstrende løg egner sig bedre til at blive genbrugt og lagt igen end andre. Det gælder især vintergækker, scilla, krokus, snepryd, våriris, narcisser og påskeliljer, perlehyacinter og hyacinter samt kejserkroner og andre Fritillaria, bl.a. vibeæg. Med dem er du næsten sikker på succes, hvis de efter blomstringen tages op af krukkerne, tørres i fx en kurv eller trækasse hen over sommeren og lægges igen til efteråret. Med tulipaner er det lidt vanskeligere at få en god genblomstring, da de ofte er meget forædlede og kan have blomster så store, at de næsten ligner pæoner. Her kan man vælge botaniske tulipaner eller gamle, velkendte sorter som fx “Queen of Night” eller “Ivory Floradale”, som er gode og trofaste staudetulipaner.

Med lidt forberedelse i efteråret kan du opnå en farverig forårshave i fuld flor.
En krukke fuld af forår!

Forventningens glæde

Det er en både hyggelig og forventningsfuld vinterbeskæftigelse at gå og holde øje med de spirende løgvækster i krukkerne. Allerede kort efter nytår ses små, grønne “næb” titte frem over jorden, de spirende toppe, og derefter går det stærkt. Der er så meget at glæde sig til – det bliver et blomstrende forår!



Læs også




Til toppen