
Udenfor Odense ligger Helle og Anjas dejlige og fredfyldte kolonihave. Her er fuglefløjt og blomsterflor og plads til både kreative krukker, smukke staudebede og en udbytterig nyttehave. Tilmed en frodig skærehave er der blevet plads til.
På en lun sommeraften inviterer Helle og Anja indenfor i det charmerende havehus, som har undergået en større forandring, siden mor og datter overtog stedet for fire år siden.
Det dengang mørke hus, som mest af alt lignede et forvokset skur, er nu malet i fine pastelfarver. De to kvinder har fået indrettet et charmerende køkken og sågar en soveplads i en alkove i det tidligere og nu ombyggede redskabsskur.
“Her er ro og luft, fuglene begynder at synge ganske tidligt om morgenen og i højsommeren er her en duft uden lige af roser.
– Helle, kolonist
Men man sover også skønt i haven, fortæller Helle.
”Her er ro og luft, fuglene begynder at synge ganske tidligt om morgenen og i højsommeren er her en duft uden lige af roser”, fortæller Helle drømmende.
Rundt omkring står loppefund, og på hylder pynter kander, vaser og potter – klar til at blive brugt til en af de mange havebuketter, som især Anja holder af at plukke.
Mange ture til planteskolen
Haven er blevet et samlingspunkt for hele familien, hvor de tre generationer ofte mødes. Familien, der består af Helle og hendes mand, datteren Anja og datter på 19 år, nyder ofte en god kage sammen på terrassen – eller i drivhuset på en regnfuld dag, fortæller Anja.
“Og så kører vi mange ture til den lokale planteskole, hvor vi altid finder ny inspiration og en masse planter, vi ikke kan leve uden”, supplerer mor Helle.


I havens mange bede har de to kvinder plantet en masse spændende stauder og andre planter. Det sidste nye er et paradisæbletræ og en række dahliaer, som er næsten uundværlige i sensommerens buketter.
Også i havens mange krukker plantes nye indkøb fra planteskolen, og ved terrassen er der et rigt blomsterflor i den rosa farveskala.
Grønne fingre
Kolonihaven er blevet et fælles projekt, hvor de to haveglade kvinder får afløb for deres kreativitet og samtidig kommer ned i gear.
“Jeg elsker at plukke blomster og binde buketter, som jeg tager med hjem i lejligheden.
– Anja, 2. generations kolonist
De grønne fingre og sans for blomster og planter er gået i arv, for både mor og datter elsker at have hænderne i jorden, og Anjas voksne datter er også ofte med i haven.
”At få ting til at vokse og gro giver mig så meget glæde og mening” siger Helle og Anja supplerer:
“Ja, jeg er jo oprindeligt uddannet blomsterbinder, så jeg elsker at plukke blomster og binde buketter, som jeg tager med hjem i lejligheden”.


I køkkenhaven dyrker de grøntsager og blomster fra frø, og her dyrkes snusfornuftigt med et princip om, at kun det, de selv holder af at spise og bruge som buketter, får plads i køkkenhaven.
Her er derfor jordbær, kartofler, løg, kål, bønner, asparges, krydderurter og spiselige blomster som tallerkensmækker, solsikker og amarant.
De engelske haver
Helle og Anjas kolonihave er deres fælles drøm og hobby. Haven er blevet et kreativt projekt, hvor der hele tiden findes på nyt og laves om.
”Kolonihaven har givet os et nyt sted og en ny måde at være sammen på som mor og datter.
– Helle, kolonist




Hele sæsonen deler de stauder, laver nye bede med spændende farvekombinationer, eller flytter rundt på de mange krukker efter engelsk forbillede. Inspirationen fra de engelske havers frodighed og rige blomsterhav ses tydeligt overalt i haven.
Helle og Anja fortæller, at der er flere grunde til, at de holder så meget af deres kolonihave:
”Kolonihaven har givet os et nyt sted og en ny måde at være sammen på som mor og datter,” siger Helle.
Haven som fristed
Næsten i kor fortæller de, at kolonihaven er deres kreative værksted, hvor de hver især kan udfolde sig. Her kan de kan rode og regere, så frø, plante, indrette med farver, binde buketter og høste.
Anja fortæller:
“Haven er blevet et frirum og et åndehul for mig, og jeg bruger haven afstressende i en travl hverdag. Her kan jeg smutte forbi og bare sænke skuldrene”.
Men først og fremmest bidrager haven til en stor og blomstrende glæde for dem begge.