En le er uundværlig i den vilde have. Den er driftssikker, miljøvenlig og nem at anvende og vedligeholde fremfor motoriserede slåmaskiner.
Leens udseende har stort set ikke ændret sig siden middelalderen, hvor den blev anvendt til høst af hø og korn. Det er i den grad et design, der holder, men desværre erstattes dette praktiske kulturhistoriske høstredskab ofte af en buskrydder. Men har man først prøvet at slå med en velsleben le, så er det svært at vende tilbage til et larmende motoriseret redskab, der ud over dårlige arbejdsstillinger også byder på ærgrelser over mekanik, der går i stykker. En le er driftssikker, nem at vedligeholde og forstyrrer hverken naboer eller fuglelivet.
Ved at sætte os ind i brugen af en le, kan vi som haveejere være med til at bevare kundskaber, fra før landbruget blev industrielt. Leen er med andre ord en kulturarv, der er værd at bevare.
Vælg den rigtige le
Hvis man er nybegynder, bør man vælge en let udgave i træ, hvor man kan indstille håndtaget, så det passer til ens højde. Som udgangspunkt skal det øverste håndtag sidde under armhulen og det nederste, der hvor hoften svinger. Et leblad (den del, der skærer) på ca. 60 cm er mest allround, hvis man både skal slå skrænter og navigere rundt om tuer og planter i en mindre have. Hvis man skal lave meget præcisionsorienteret arbejde omkring stauder osv., er det en fordel med et kortere blad, og hvis det er til større, flade engarealer eller græsplæner, skal bladet være længere.
Sådan svinger du en le
At arbejde med en le beskrives af nørdede fagfolk som at danse en vals. Man skal holde let på leen – som man ville føre en partner i dans. Brug ikke for mange kræfter, men små, korte præcise snit, og husk at bevæge fødderne tilsvarende for at sikre den bedste arbejdsstilling. Lad lebladet arbejde på jordoverfladen og ikke i luften. Dette gælder også, når leen føres tilbage til næste skår. Den del af lebladet, der ligger bag æggen (den skarpe del, der skærer), skal røre jordoverfladen. Krumningen på tværs af bladet betyder, at æggen vil bevæge sig 5-10 mm over jorden. Derved kommer æggen ikke i kontakt med jord og bliver sløv, og der bliver skåret så tæt på jordoverfladen som muligt.
Slibning
Den vigtigste forudsætning for, at leen forbliver et velfungerende redskab, er slibning. Og en le kan aldrig blive for skarp. Er man først kommet bagud med at slibe lebladet, kan det være svært at indhente. Derfor er slibestenen altid med, når leen er på arbejde. Den skal op af lommen flere gange under arbejdet og giver samtidig en tiltrængt pause.
Til vedligehold af en skarp æg er en finkornet natursten god. Hvis æggen er meget sløv, kan det være nødvendigt med en lidt grovere. De blå strygespån fra byggemarkeder er oftest for grove.
Det er kun på lebladets overside (den del, der er væk fra jorden), man skal fjerne materiale, når man hvæsser/sliber leen. Man kan godt give et enkelt stryg på bagsiden for at fjerne den ru råæg, der opstår ved, at oversiden slibes, men som udgangspunkt skal undersiden holdes så plan som muligt.
Den rigtige slibevinkel er det absolut vigtigste for en god slibning, så slibestenen skal holdes i den samme ægvinkel, som lebladet er skabt med.
Ved længere tids brug af en le, kan det være nødvendigt med en harring. Her banker man med en hammer og ambolt tæt på æggen for at flade den ud og genopbygge den tynde æg, så der er mere at slibe på. På samme tid hærdes stålet, så det bedre kan modstå slitage. Harring kræver både specialudstyr og -viden, så her gælder det om at spørge fagfolk til råds.