Blog

10 nemme hjemmehørende stauder

Af Alexandra Baunhøj – Konsulent – Hansen & Ersbøll Agenda |

10 nemme hjemmehørende stauder


Hvorfor ikke lave sine egne planter? Sommeren er på sit højdepunkt, og de fleste planter har været i fuldt flor. Der er endnu tid til at samle stiklinger, og det er snart tid til at samle frø fra de planter, man kan ønske sig i kolonihaven til næste år.

Flere medlemmer har efterspurgt en liste over hjemmehørende planter til kolonihaverne. For at give et bud på 10 hjemmehørende stauder har jeg rådført mig med medlem Sophie Zeeb fra haveforeningen Solvang i Roskilde.

Sophie Zeeb har arbejdet som anlægsgartner i mange år og har udarbejdet diverse guides og tiltag for at sætte biodiversiteten fri i sin forening. Sophie beskriver herunder med sine egne ord de bedste råd til at dyrke hjemmehørende planter.


På en gåtur med hunden støder jeg tit på planter, som kunne være spændende i kolonihaven, og som sagtens kan konkurrere med dem, man kan købe på planteskolen.

Fordi det er sjovt, samler jeg tit frø (kaffefiltre er gode som frøposer) eller snupper et par stiklinger. Og det er faktisk meget nemt at lave sine egne planter. Og de få gange det fejler, har det jo ikke kostet noget særligt.

Når jeg samler modne frø, sår jeg dem bare i en stor potte, som jeg stiller udenfor – måske vander jeg lidt, og så venter jeg bare på at se, hvad foråret bringer.

Stiklinger sætter jeg enten i vand og venter på lidt rødder, eller også planter jeg dem direkte i priklejord og sætter evt. en plasticpose over, for at de ikke tørrer ud i bladene.
Udløbere med rødder planter jeg i potter med det samme. Udløbere uden rødder behandler jeg som stiklinger.

Sophies tips til læsning:

  • Jens Thejsens nye bog Vilde naturhaver beskriver de forskellige naturtyper på en enkel måde. Der er gode plantelister.
  • Lars Thomas’ bog Insekter og andre smådyr, hvis du vil lære dine mindste naboer at kende.

Alle småplanter kommer jeg i potter, så jeg kan passe godt på dem. Når de har en passende størrelse, bliver de plantet ud, hvor de skal være.

Det vigtigste for at lykkes er at vælge planter, der kan trives med de vækstbetingelser, man har i sin kolonihave. Mange af os har en have med både lyse og skyggefulde pletter. En jord til den mere næringsrige side. Vi vander, hvis det bliver alt for tørt, eller vi sørger for at mindske fordampningen med jorddække. Og der er ikke ret vindomsust, for vi har ofte meget læ-givende beplantning omkring os.

Så planter, der trives i et lyst område i en skov eller i et skovbryn, vil ofte kunne trives i “den lyse skovhave” i en kolonihave.

Hjemmehørende stauder, som er nemme at starte med:

  • Akeleje (Aquilegia vulgaris)
    Den enkelte plante har ret kort levetid, men den er god til at så sig selv. Så du vil opleve, at den overrasker rundt omkring i din have. Saml modne frø.
  • Hvid anemone (Anemone nemorosa)
    Formeres fra små knolde, som plantes i potter hurtigst muligt.
  • Skovmærke (Galium odoratum)
    Dufter dejligt af hø. Gror bedst i skygge, og hvor der er lidt fugtigt.
  • Skovjordbær (Fragaria vesca)
    Gror f.eks. i skovlysninger. Tag forsigtigt nogle udløbere med hjem.
  • Krybende læbeløs (Ajuga reptans)
    Nemme stiklinger.
  • Vår-fladbælg (Lathyrus vernus)
    Blomstrer allerede i maj med smukke blå blomster.
Aquilegia vulgaris
Ajuga reptans

Forskellige klokkeblomster, der blomstrer i jun-aug:

  • Smalbladet klokke (Campanula persicifolia)
  • Nøgleblomstret klokke (Campanula glomerata)
  • Bredbladet klokke (Campanula latifolia)
  • Nældebladet klokke (Campanula trachelium)
Smalbladet klokke, Campanula persicifolia

Her er det en god idé at have floraen med, når du samler frø – for der er en klokke, vi ikke så gerne vil have med hjem i haven, nemlig ensidig klokke (Campanula rapunculoides). Du kender den måske under navnet ‘havepest’. Den er dog nogenlunde nem at kende; alle blomster sidder til samme side, heraf navnet ensidig.

Disse planter kan også findes i planteskoler, men hvis du vil lave lidt natur i din have, skal du ikke købe sorter, men de rene arter. Eksempelvis er bredbladet klokke, Campanula lactiflora, den rene art, hvor Campanula lactiflora ‘Loddon Anna’ er sorten. Køber du frø, så gå efter frø høstet i Danmark.

Hermed er Sophie Zeebs planteguide og gode råd givet videre. Hvis I er grebet af interessen, opfordrer Sophie til at gå i gang med flere urter, græsser, bregner, buske og småtræer.

Til alle de interesserede fra Sophie: ”Jeg håber, at I med disse tips kan planlægge forud, så I er klar til jeres eget hjemmehørende planteparadis næste forår.”

Laver du, ligesom Sophie Zeeb, tiltag i haven, der fremmer bæredygtighed og biodiversitet, så send din historie ind til os via vores sommerindsamling, hvor du samtidig deltager i konkurrencen om et gavekort på kr. 350,- til Plantorama.

Læs også
Til toppen