
Hvis man er lidt fingernem, er det ikke så svært at binde sin egen sensommerkrans af havens smukke hortensia.
Her er brugt hortensia “Magical”, som på magisk vis skifter farve fra babylyseblå til grønlig, dernæst lyserød. Her i sensommeren har blomsterne indtaget en smuk, mørkrosa nuance.
Blomsterne er nu blevet mere læderagtige og faste – perfekt i en skøn krans, der holder formen. Hænges kransen tørt, vil den tørre ind og holder forbavsende længe.
Når det begynder at blive mørkt om aftenen, kan du vikle en lyskæde om kransen og den vil dermed bringe dobbelt glæde.
Under de smukke billeder herunder, kan du se, hvordan du gør.




Sådan binder du en smuk krans
Det skal du bruge: En saks, halmkrans, almindelig ståltråd og hortensia fra haven.
- Start med at samle blomsterne og dele dem, hvis de er meget store. Fæstn ståltråden til kransen
- Bind blomsterne fast ved at lægge dem ned langs kransen og vikle ståltråden omkring stilkene og kransen
- Flere blomster lægges på kransen, og ståltråden vikles omkring
- Kransen fyldes op, og når du er hele vejen rundt, løftes de første blomster op og stilkene stikkes herunder, fæstn med ståltråden
- På bagsiden af kransen formes et øje med ståltråden til at hænge kransen i
- Hæng den færdige krans op et sted hvor den kan nydes og få lov at tørre