Kan kolonihavelivet være en form for livsforlængende medicin? Det kan det for Gunnar. Hans kolonihave i H/F Kirkevangen er et samlingspunkt for fællesskab og hjælpsomhed. Her trives han på 26. år og trodser alderens helbredsskavanker.
”Der er altid noget, man skal – altid noget, man kan gøre,” siger Gunnar – ”men så er det lige, jeg siger: A’ når’t nok” (jeg når det nok).
Gunnar er 86 år, og helbredet er ikke, hvad det har været. For et par år siden var det lige før ”lyset blev slukket”, som man siger. Men han kom sig mirakuløst, ikke mindst takket være en dygtig sygeplejerske og med hjælp fra en søn og gode naboer – især én som også er nabo i H/F Kirkevangen i Aarhus. Han er stadig en uvurderlig hjælp i dag.
Fællesskabet i haven
Kolonihaven har Gunnar haft siden 1998. Dengang havde han også sin kone, men hun døde desværre af kræft i 2003. Det var hårdt, men livet går videre. Et par bekendtskaber har der da været siden, men det blev ikke til mere.
”Men så er der jo fællesskabet her,” siger Gunnar opløftende. Der er ingen tvivl om, at Gunnars kolonihave er et samlingssted i foreningen. Her er der mange, der lige kigger indenfor, og i hvert fald hilser man over hækken.
Gunnars have ligger ikke skjult bag en tornerosehæk – nej, han har altid lagt vægt på, at han kan se ud over hækken, og at forbipasserende kan se ind til ham. Og der er altid en øl eller vand til gæsten. De gamle kendinge behøver ikke vente på at blive budt. De tager selv for sig i skuffedariet – hver skuffe med hver sin slags øl/sodavand. Gunnars lune og altid gode humør er nok også et trækplaster.
Hver lørdag kl. 10.30 kommer en god veninde på besøg, som har haft have i H/F Kirkevangen mindst lige så længe som Gunnar. De hygger sig med kaffe og en ”lille én” og en god snak. Tidligere var Gunnar del af en mindre herreklub i haveforeningen bestående af 4-5 mænd. De mødtes hver formiddag i hverdagene på skift hos hinanden. Så drak man 2-3 øl og var sammen et par timer. Det mindes den aarhusianske kolonist med glæde.
Nye tider
Tidligere kom man hinanden mere ved i haveforeningen, mener Gunnar. Hver lørdag eftermiddag var fælleshaven åben, hvor man kunne mødes. Det er med tiden gledet ud. Der er ikke længere nogen, der vil stå for det, og interessen er heller ikke den samme. Fællesarbejdet i sæsonen er der derimod god opbakning til nu. ”Jeg synes, de nye er begyndt at komme godt med,” siger Gunnar med tilfredshed.
Et værested
Den jyske kolonist er i haven hver dag hele året rundt. Det tager ikke mange minutter på crosseren at komme fra lejligheden og til haven. Nok er han ikke så let til bens længere, men haven er trimmet og velholdt – selv på denne tidlige majdag, hvor varmen langt om længe har slået igennem.
Tulipanerne står i flor, tomatplanterne er sat i drivhuset, og et højbed med raps er så småt begyndt at blomstre og dufte. Det, han ikke selv kan klare, kommer andre og hjælper ham med. En 94-årig nabo slår fx græsset for ham. ”Det kan du jo ikke,” siger han til Gunnar. Men sidste år havde Gunnar haveforeningens største solsikke – og i år skal der være en konkurrence om det i foreningen.
Haven er tydeligvis til nydelse og samvær. På hans store terrasse kan der bænkes en god samling kolonister, og så har Gunnar sine helt særlige steder i haven. Op ad skuret under en klematis nyder han solopgangen og morgensolen. Her kan han sidde helt ugeneret – ”ikke fordi folk ikke må se mig, men det er også godt en gang i mellem at kunne sidde helt i fred og ro med mig selv.” En anden stol er til aftensolen, som han også kan følge over himlen. En parasol ved et par frugttræer danner dejlig skygge på solrige dage. Og på køligere dage fyres der op indendørs.
Livsstil for overlevere
Det er vist gammel skik, at et kolonihavehus har et navn. Gunnars hedder ”A’ NÅR’T NOK”. Hvorfor nu det? Jo, en dag fandt Gunnar i en bunke brædder et bræt med ordene påmalet. Det måtte han have med hjem. På det tidspunkt hed haven ”Corner” – den ligger på en hjørnegrund. Det var Gunnars kone og andre fiffige, der fandt på navnet. Men Gunnar kunne ikke lide det – ”det lyder jo dumt!” Så da han blev alene, tog huset navneforandring. Et navn, der passer godt til hans kolonihavetilværelse, mener Gunnar.
Livet i kolonihaven er en livsstil for Gunnar – og måske endda en måde at overleve på.