Blog

Gammelt sommerhus blev til grønt fælleshus i Ringhaven kolonihaveforening

Af Maria Christensen – Konsulent – Hansen & Ersbøll Agenda |

TEMA: Inspiration

Gammelt sommerhus blev til grønt fælleshus i Ringhaven kolonihaveforening

Fælleshuset med navnet Slap A’ er fra top til tå bygget i genbrugsmaterialer. I en forening med kun 23 haver var midlerne få, og derfor fik Marian Nissen, formand i Ringhaven i Haderslev, og hendes mand Torben den gode ide at bygge et både billigt og grønt hus. Slap A’ er nu et sted til hyggelige grillaftener, banko og fødselsdage.

Historien startede med et partytelt. Det plejede at være samlingssted, når beboerne i Ringhaven kolonihaveforening skulle mødes. Det blev hevet ud fra gemmerne hvert forår og pakket sammen hvert efterår. Det var upraktisk, og partyteltet blev slidt. Da Marian Nissen kom i Ringhavens bestyrelse forslog hun derfor, om foreningen ikke skulle bygge et fælleshus. Problemet var dog, at foreningen med kun 23 haver havde få midler at bygge for.

Fra Trelde Næs til Haderslev

Det havde Marian og hendes mand Torben Nissen imidlertid en løsning på. De gik på Den Blå Avis og fandt hurtigt et sommerhus klar til nedrivning nær Trelde Næs lidt nord for Lillebælt.

”Det skulle rives ned, fordi de skulle bygge et nyt og større sommerhus med udkig over Lillebælt. Vi kørte over og kiggede på det. Det var den størrelse, vi skulle bruge, og det var bare det hele,” fortæller Marian.

Som hun selv siger, så købte de det til ”billige penge”, og hendes mand Torben fik sammen med par stykker i den nærmeste familie taget det ned, element for element, og transporteret til foreningen. Bagefter satte de huset op på foreningens fælles areal. Kun taget fra det oprindelige sommerhus måtte de smide ud – i stedet fandt de et brugt tag på Fyn, som de hentede hjem og byggede på.

Torben, som oprindeligt er uddannet gartner, var en vigtig spiller for at få det hele til at lykkes:
”Han er ikke uddannet tømrer, men han har bare hænderne skruet rigtigt på. Og det skal man have, når man går ind i sådan et projekt,” siger Marian. Hun fortæller, at de øvrige beboere har givet udtryk for, at de ikke kunne have gjort det uden ham: ”De siger jo, at hans arbejde er guld værd.”

Sommerhuset i Trelde Næs, der fik nyt liv i Ringhaven

Rødvin i byt for et køkken

Da huset først stod klar i foreningen, havde det hverken køkken eller toilet, men lidt efter lidt blev det et komplet fælleshus med køkkentilbygning og toiletskur ved siden af. Ønsket var, at alt skulle være genbrug, og Marian beskriver det som en sjov opgave at skulle finde gode tilbud på det hele på Facebook og andre hjemmesider:

”Vi mødte så mange mennesker, fordi vi skulle ud at hente brugte ting fra forskellige steder, og når vi fortalte, at det skulle bruges til vores lille forening, så blev folk kisteglade.”

Marians egen kolonihave består også nærmest kun af genbrugsting, og hun glædes ved tanken om at gøre gammelt til nyt. Derfor er hun også rigtig glad for, at fælleshuset består af genbrug.

Køkkenet købte de for to flasker rødvin fra en boligforening, der skulle renoveres, og både toilet, armatur og vask blev købt brugt i nærheden. Borde købte de for en slik af en skytteforening, og stole hentede de i Kolding. Marian indrømmer dog, at ikke alt er genbrug – tallerkner og bestik i køkkenet er som det eneste nyt fra IKEA.

Køkkenet, der kostede to flasker rødvin
Køkken klar til brug i fælleshuset.

Fælles hygge året rundt

Fælleshuset Slap A’ bliver nu brugt flittigt til både fællesspisninger, generalforsamlinger, julehygge, sølvbryllup og fødselsdagsfejring. De låner det også ud til venner og familie af foreningen: ”Det er jo os selv, det sætter grænser. Vi ser muligheder i stedet for at sætte begrænsninger,” siger Marian.

Der er ikke strøm i huset, men det stopper ikke foreningen i at mødes: ”Om vinteren tænder vi bare en gasvarmer, og ellers er det simpelthen så hyggeligt med petroleumslys, gamle lamper og stearinlys, når det bliver mørkt,” siger Marian. 

Fortiden i et partytelt gjorde det svært at mødes om vinteren, men nu samles de året rundt i Slap A’. Det sammentømrer det allerede gode fællesskab i foreningen, og det glæder Marian som formand. Med al den kærlighed og hårde arbejde, som er lagt i projektet, har huset fået en speciel betydning: ”Man passer nok lidt mere på det. Det er ikke kun Ringhavens fælleshus, det er vores hus.”

Fælleshuset bruger beboerne filligt til både fest, banko og spisning.

Marians gode råd

Marians bedste råd til andre foreninger, som gerne vil bygge selv, er, at man skal være fleksibel:

”Man skal ikke holde fast i nogle bestemte mål til huset og indretningen. Prøv at nørkle lidt frem og tilbage. Man kan ikke få det lige efter hovedet, når det er med brugte materialer.”

Der skal være plads til både at lave lidt og meget om undervejs. Ellers er Marians råd at springe ud i det: ”Det er hammerspændende – der er penge at spare, og du møder så mange søde mennesker.”

Læs også
Blog
Skrevet af Iben Sandra Svensson

Send dit indlæg til vores os

|
Blog
Skrevet af Peter Svane

Peters gigantiske insekthotel

| Gør-det-selv
Blog
Skrevet af Iben Sandra Svensson

Hannes skvalderkålspesto

| Opskrift
Til toppen