Vi kategoriserer smukke og gavnlige planter som ukrudt og bekæmper dem med hakker og forbandelser uden at skele til, hvorfor de dukker op, og hvad de kan bruges til. Det kan vi gøre bedre!
Jeg får indimellem spørgsmålet: Er det her en ukrudtsplante? Men svaret er ikke entydigt, for en plante er ikke kategorisk enten ukrudt eller ikke ukrudt. Ordet ukrudt kommer af det tyske Unkraut, der betyder ‘ikke-urt’. På ældre dansk og på svensk og norsk hedder det ‘ugræs’. Det er altså et ord for planter, der ifølge det menneske, der dyrker den pågældende jord, ikke hører hjemme. For landmanden er den smukke, røde valmue ukrudt, når den vokser i kornmarken. Den forringer udbyttet, fordi den stjæler plads, vand, lys og næring fra kornet. Men for insekter på jagt efter pollen eller mennesker og dyr, der vil have birkes, er valmuen føde.
At en plante har fået navnet ukrudt, er således mere et udtryk for noget sprogligt og kulturelt frem for en egentlig botanisk kategorisering. Problemet opstår, når der er planter, der havner i ukrudtskategorien, uanset hvor de vokser.
Planter med en mission
Mange af de uønskede planter, som kaldes ukrudt, har som fællestræk, at de er gode til at udnytte den niche, der opstår, når vi mennesker bryder ind i de naturlige processer og ønsker, at én bestemt plante skal vokse på ét bestemt sted. Nogle af arterne er pionerplanter (agerpadderok, følfod og mælkebøtte), som er tilpassede til at udnytte udækket, nøgen jord, og ofte er de noget aggressive i deres fremmarch og formering. Nogle kommer for at genoprette strukturskader på komprimeret jord (kvikgræs og glat vejbred). Andre fortæller os, at jorden er næringsrig (brændenælde) og andre igen trives under samme forhold som vores kulturplanter og er derfor svære at bekæmpe (skvalderkål og kortstråle).
Fælles for dem alle er, at de har en mission! De vil dække jorden, reparere og forbedre den for de næste planter på evolutionstrinnet ved at opformere svampe, nedbryde kompakte lag, opbygge humus og/eller holde på næring. Det er altså ikke tilfældigt, hvilke planter der dukker op hvor. Nogle frø har ligget i jorden i hundredvis eller endda tusindvis af år og ventet på præcis de rette betingelser til at bryde frødvalen/spirehvilen.
Jorddække og humusopbygning er svaret
Men giver det så slet ikke mening at luge, hvis de vilde planter alligevel dukker op? Jo, for ellers kan vi jo ikke høste afgrøder i køkkenhaven eller have spændende blomsterbede. Men i stedet for det slidsomme lugearbejde, er det langt bedre at forebygge ved at forstyrre jorden mindst muligt og holde den dækket med kompost, visne blade og diverse afklip. I stedet for at lade ukrudtet være genstand for frustrationer på steder i haven, hvor bekæmpelsesarbejdet er rent sisyfosarbejde (som skvalderkål under en hæk eller mælkebøtter i græsplænen), kan man lade planterne være genstand for aha-oplevelser og liv for insekterne og en smukkere og mere mangfoldig have.
