Kigger du over hækken i en kolonihave, er det ikke altid et dansk kaffebord, der møder dig. Lige så ofte kan det være et tyrkisk teselskab eller en bosnisk køkkenhave fyldt med eksotiske grøntsager og krydderurter, der spreder duft og nysgerrighed i foreningen.
Tidligere blev kolonihaveforeninger ofte forbundet med homogene grupper, men i dag er billedet langt mere mangfoldigt. Det gælder ikke kun alder, indkomstgrupper og familiekonstellationer, men også etnisk baggrund.
I et beslutningsforslag fra 2000 fremhævede daværende miljøminister Svend Auken, at kolonihaver ikke kun skulle tilbyde rekreation og fritidsbeskæftigelse, men også kunne fremme integrationen af indvandrere. Selvom det ikke er det, kolonihaverne sidenhen er blevet mest associeret med, deltager mange borgere med anden etnisk baggrund i dag aktivt i fællesskabet og havedyrkningen i de danske kolonihaveforeninger. Flere af foreningerne har op til 20-50 % medlemmer med anden nationalitet repræsenteret bag ligusterhækkene.
Inspiration over hækken
En af de haveforeninger er den sønderjyske haveforening Sønderskov. Finn Sigfusson, bestyrelsesmedlem og tidligere formand i foreningen, har meget godt at sige om den mangfoldige sammensætning af nationaliteter i deres forening: “Jeg synes, at vores udenlandske kolonister er en succes, når man ser på, hvordan de har integreret sig.” Finn har haft have i foreningen i 16 år, og han fortæller, at der er en del inspiration at hente over hækken fra de udenlandske kolonihavenaboer: ”De dyrker spændende ting fra deres hjemland, og vi har da også været heldige at få nogle frø, de har taget med derfra. De er også gavmilde og serverer gerne nogle smagsprøver for os, når de har lavet deres specialiteter.”
“Man får nedbrudt de fordomme, man måske havde om ham Mohammed derovre.
– Mette Urth, næstformand i Lersøgrøften
Haven som samtalestarter
I Lersøgrøftens integrationsbyhaver på Nørrebro og i Nordvestkvarteret i København er det interkulturelle møde kernen i foreningens arbejde. Foreningen, der består af 152 byhaver, fordeler placeringen af lodderne således, at danske og udenlandske medlemmer altid er naboer. ”Det er en lavpraktisk måde at bringe forskellige kulturer tættere på hinanden. Samtalerne opstår naturligt over havearbejdet og samler sig om den fælles interesse for havedyrkning,” siger foreningens næstformand Mette Urth.
Nedbryder fordomme
Formålet med byhaverne er at skabe nye måder at styrke det lokale naboskab på. “Pludselig møder man én i Fakta og tænker: ‘Nå ja, det er dig nede fra haven!’” fortæller hun og uddyber: “Man får nedbrudt de fordomme, man måske havde om ham Mohammed derovre, som virker lidt anderledes. For pludselig er det ham, der viser dig en smartere måde at plante grøntsager på, giver dig en håndfuld frisk persille, eller tager et stort slæb med fællesarbejdet i foreningen,” siger næstformanden.
En boremaskine er ens for alle
Som i de fleste kolonihaveforeninger er der også fælles arbejdsdage i Lersøgrøften, hvor medlemmerne samarbejder om at vedligeholde fællesarealerne. Det praktiske arbejde skaber en unik mulighed for at bygge bro mellem kulturer. “Uanset baggrund kan vi alle blive enige om, at det er irriterende, hvis fælleskomposten ikke fungerer. Og hvis taget på fælleshuset er utæt, skal det ordnes – det kan alle forstå,” fortæller Mette. Hun tilføjer: “Der er ingen forskel på at reparere et tag, om du kommer fra Afghanistan eller Danmark. Alle ved, hvordan en boremaskine ser ud, og et søm slås i på samme måde i hele verden. Og så er det mindre vigtigt, hvordan man ser ud, eller hvilket sprog man taler.”
Anderledes madtraditioner
Forskellene viser sig tydeligst til foreningens høstfester, hvor medlemmerne medbringer retter – ofte tilberedt med råvarer fra deres egne haver. “Man kan smage noget og tænke: ‘Det var da en spændende smag,’ og så høre, at retten stammer fra naboens barndom i Libanon, hvor hans mormor altid lavede den,” fortæller Mette.
I Lersøgrøften deler medlemmerne også planter, frø og viden om dyrkningsmetoder. “Det er ofte knyttet til hyggelige barndomsminder, og jeg synes, man kan mærke det tydeligst hos dem, der ikke er født i Danmark. For dem bliver det også en fortælling om deres historie og rødder fra deres hjemland,” siger hun.
Dansk er det primære sprog i foreningen, og uanset hvor godt eller dårligt, medlemmerne taler sproget, oplever de fleste, at haven er et trygt sted at øve sig, lære og blive bedre til sproget, tilføjer Mette.
Fællesskab trods sprogbarrierer
Sprogbarrierer kan dog give udfordringer, fx ved generalforsamlinger, hvor komplekse vedtægter skal forklares og forstås. Alligevel mener Finn fra Sønderskov haveforening, at fællesskabet er altafgørende – særligt i en kolonihaveforening, der skal kunne rumme alle: ”Hvis vi ikke dyrker fællesskabet i havekolonien, det være sig medlemmer med anden etnisk herkomst eller etniske danskere, er meningen med en havekoloni forfejlet,” siger det erfarne bestyrelsesmedlem fra Jylland. Hænger vellykket integration sammen med kolonihavetankegangen, som Svend Auken bebudede det tilbage i 2000? Svaret er ikke entydigt, men principper fra foreningslivet og værdier som fællesansvar, hjælpsomhed og den fælles passion for havedyrkning skaber en samhørighed, der rækker ud over sprog og kultur. Netop her viser kolonihaven sin styrke som socialt fællesskab.
