Kvashegnets forunderlige verden
Sæsonernes havearbejde byder jævnligt på grene, kviste og hækafklip, man skal forholde sig til. Dette kan hurtigt blive et kedeligere aspekt af at passe have, men her kommer kvashegnet ind i billedet – det forunderlige kvashegn har nemlig mange fordele.
Et kvashegn er et hegn eller opstilling bygget af støttepæle, som holder grene, kviste, staudetoppe og andet afklip samlet og organiseret. Kvashegnet er dermed et gavnligt alternativ til at skulle brænde eller køre haveaffald væk. Derudover kan det være en pryd for øjet, et hjem for havens små hjælpere, øge biodiversiteten og fungere som et mindre CO2-lager.
Susanne Kaaber fra H/F Kirkevangen, Aarhus N, er stolt af at have lavet et kvashegn i sin kolonihave. Her har hun bygget hegnet af stammen fra hassel og har flettet det op af bl.a. grene fra sommerfuglebuske, som har været helt perfekte til deres projekt. ”Hegnet står i et hjørne og gør kun området pænere at se på,” beskriver Susanne. Derudover slipper familien for at fjerne grenaffald og håber samtidig at pindsvin og andre dyr og insekter flytter ind.
Et kvashegn kan nemlig skabe rum for et uforstyrret habitat for flere hjælpere i haven og bidrager dermed også til øget biodiversitet. Hegnet kan danne hjem for alt fra insekter, sommerfugle og pindsvin.
Pindsvinene bygger hjem under kvashegn, hvis de oplever det som et uforstyrret og tilpas kompakt sted at bygge hule. Ikke nok med, at pindsvin er søde at se på, så spiser de snegle og hjælper dermed på at holde sneglene væk fra planterne og de jordbær, man gerne vil spise selv. Pindsvin indgår dermed i en fin synergi, hvis man har anlagt et vandhul i haven, da de hjælper med at holde den eventuelle øgede sneglebestand nede.
Kvashegnet fungerer også som hjem for den nogle gange misforståede ørentvist. Ørentvisten er en ven i haven, da den spiser bladlus og dermed holder roserne og de andre planter pæne og i live.
Insekter, biller, jordhumlebien og andre bier samt sommerfugle har alle brug for giftfrie, uforstyrrede områder at opholde sig i. Nogle har brug for en helårsbolig, andre har brug for et roligt sted til yngel og nogen til at overvintre. Sommerfugle, bier og mariehøns har brug for hvile, når de ikke flyver rundt og er samtidig en pryd for øjet. Kvashegnet kan netop tilbyde disse gæster et roligt habitat – til gengæld hjælper de med at holde planterne, blomsterne og træerne pæne. For ikke at glemme, at de bestøver haven, så vi kan nyde godt af høsten fra frugttræer, buske og andre planter.
“Med et kvashegn slipper vi for at fjerne grenaffaldet og kan håbe på, at pindsvinet vil flytte ind. Alle andre kribler er også velkommen.”
– Susanne Kaaber
Hegnet er ikke kun et godt sted for havens små beboere, det fungerer også som en form for CO2-lagring. Kvaset kan nemlig binde CO2, hvis det får lov til at nedbryde langsomt i stedet for at blive brændt som affald.
Kvashegnet fungerer også fint som rumdeler i haven eller foreningen – eller som væg for planter som fx tallerkensmækkere og andre spiselige planter og blomster. Planterne skal dog holdes lidt nede for at bevare kvashegnets funktionalitet.
Kvashegnet hos Susanne Kaaber nogle måneder senere – her omringet af Digitalis, som ikke har haft noget imod sommerens tørken. Her har de fået hegnet gjort højere og fyldt mere op.
Kort sagt skaber kvashegnet en forunderlig verden, som bidrager til havens økosystem, samtidig med at det holder orden og pryder i haven.
Det er muligt at lave sit eget kvashegn i haven, men det er også oplagt at lave et i fællesskab med naboer eller i hele foreningen. En tredje mulighed er at finde naboer, som allerede har et kvashegn, og spørge om man må donere sit haveafklip til hegnsfællesskabet. På den måde kan du give det afskårne kvas tilbage til naturen uden at skulle i gang med et hegn selv, og samtidig undgår du at køre det til genbrugspladsen eller brænde det som affald.
Hvis I ikke allerede har et kvashegn i foreningen, er der masser af guides til at lave kvashegn. Landsforeningen Praktisk Økologi har f.eks. skrevet et indslag i Havenyt, hvor du kan blive inspireret til, hvordan du laver et kvashegn. Renosyd har også en hel side dedikeret til kvashegn som del af deres arbejde med at skabe mere natur og mindre affald. Her er der en masse viden om kvashegn og dets funktioner som bl.a. rumfordeler og meget mere. Der er også gode råd til at bygge og bevare sit kvashegn – herunder råd til æstetikken, og hvor hårdt der skal stampes ift. at skabe dyreliv i hegnet.
Det bedste råd er dog at tage en tur ud på stierne i din haveforening og forhøre dig om, hvorvidt der er nogen, som har erfaring med kvashegn – for der er mange forskellige eksempler på kvashegn, og mange der helt sikkert gerne vil dele ud af sin hegnviden. På den måde kan vi alle invitere hinanden ind i kvashegnets forunderlige verden.
Laver du, ligesom Susanne Kaaber, tiltag i haven, der fremmer bæredygtighed og biodiversitet, så send din historie ind til os via vores sommerindsamling, hvor du samtidig deltager i konkurrencen om et gavekort på kr. 350,- til Plantorama.