Dette er første indlæg i en todelt artikelserie, hvor vi fortæller om de første 120 år i kolonihavefolkets historie gennem Nationalmuseets indsamlede beretninger.
At have en lille plet jord, hvor man kan udfolde sig på sine egne betingelser, at være ude, hvor der er grønt græs og blå himmel, og at være sammen med familie og naboer. Det er kvaliteter ved livet i kolonihaven, som beboerne fremhæver lige fra starten i 1880’erne.
I 1884 begyndte velhavende erhvervsmænd at anlægge kolonihaveforeninger for arbejdere omkring byerne. Arbejderbevægelsen havde i starten af 1880’erne opnået en ti-timers arbejdsdag og hele søndagen fri. Men det var opfattelsen, at mændene tit brugte den øgede fritid på byens værtshuse eller på gaden.
Haver til arbejdere
De rige mæcener troede at ved at give arbejderne et lille stykke jord, ville de holde sig til at dyrke have i stedet for at drikke eller engagere sig i arbejderpolitik. Men i løbet af de første 20 år tog arbejderne både anlæg og organisering af havekolonier i egen hånd og dannede Kolonihaveforbundet i 1908.
Kolonihaverne blev en succes, mens især København og de større provinsbyer voksede. En ældre mand fortæller: ”Jeg husker tilbage til 1890’erne i Odense (…) Jeg var med far i haven hver dag. Han dyrkede kun grøntsager og kartofler, vi var seks børn, så der var mange, der skulle være mætte (…) blomster det havde vi skam ikke. Vi havde også et lille havehus (…) Det var ikke i alle haver, man havde den luksus.”
Haver for mange forskellige mennesker
Men ikke kun arbejdere følte sig tiltrukket af kolonihavelivet. Omkring år 1900 var en femtedel af havernes beboere funktionærer, og en fjerdedel var selvstændige småhandlende eller håndværkere.
For at give et indtryk af stemningen i de tidligste haveforeninger, går vi her en aftentur med Aftenpostens redaktion i maj 1893 i ”Vennelyst”, der i dag stadig ligger på Christianshavn: ”Det er paa ingen Maade alle Lejerne, som er forhenværende Landboere, og som har Kendskab til Jordens Behandling. På Søndage og Helligdage rører der sig et broget Liv ude i Kolonihaverne. Man luger, planter, graver.
Madkurven er pakket og i Lysthuset er Spritapparatet, saa Kaffekedlen snart kommer til at snurre. Det gælder om at fremme Selskabeligheden, den giver en god, kammeratlig Tone, og det er den man først og fremmest vil søge at vaage over.”
Krise, arbejdsløshed og bolignød
Omkring 1. verdenskrig steg antallet af kolonihaver. Tiden var domineret af krise og bolignød, og haven betød meget for familiens økonomi. Samtidig fik man mere fritid, da 8-timers arbejdsdagen blev indført i 1919, og med 1930’ernes ferielove fik arbejderne ret til to ugers sommerferie.
Nu flyttede folk ofte i haven fra 1. maj til 1. oktober. En kvinde, der var barn omkring 1930, erindrer: ”Når vi flyttede i haven, betød det på samme tid næsten ingen forandring og en helt kolossal forandring. Om vinteren var vi blege og meget rene, om sommeren blev vi brune og vi fik lov – oh under – at blive snavsede (…) Vasketøjet duftede af sol og frisk luft i haven (…).”
Nogle familier var nødt til at bo i kolonihaven hele året, fordi de ikke havde andre steder at være. Det var forbudt dengang, lige som i dag. Men kommunerne havde svært ved at skaffe lejligheder nok og så derfor gennem fingrene med det dengang.
På den måde har livet i kolonihaverne været et spejl af den udvikling, samfundet omkring dem gik igennem. Men kolonihavefolkets længsel efter frihed, frisk luft og fællesskab har været den samme gennem alle årene.
