
Et forfaldent kolonihavehus blev begyndelsen på en drøm. Med fokus på bæredygtighed og sans for design har arkitekterne Emma og Kasper skabt deres bud på en moderne kolonihave, hvor genbrug, godt håndværk og funktionalitet er i højsædet.
Det er en mild sommerdag i kolonihaveforeningen Engen i det sydlige Aalborg. Solen kæmper sig frem mellem skyerne, mens bierne summer omkring lavendler og blomstrende krydderurter. I baggrunden står et hus, som skiller sig ud – ikke ved at larme, men ved sit arkitektoniske særpræg. Sort træ, store vinduespartier og en tydelig kærlighed til detaljen vidner om, at her bor nogen med en særlig vision.
Emma, 30 år, og Kasper, 31 år, har med deres egne hænder skabt et unikt kolonihavehus med fokus på bæredygtighed. Deres cockapoo, Huxi, tumler rundt i haven, mens det unge par fortæller om deres rejse fra overgroet vildnis til moderne kolonihaveidyl.


Et gammel hus for nyt liv
Da Emma og Kasper første gang trådte ind i haven, var det ikke kærlighed ved første blik. Huset lugtede af fugt, haven var vildtvoksende og det hele virkede som en uoverskuelig opgave for det dengang studerende par tilbage i 2020. Emma og Kasper studerede til henholdsvis landskabsarkitekt og bygningsarkitekt. Dét kombineret med Kaspers baggrund som tømrer, gjorde, at parret hurtigt så muligheder frem for begrænsninger. ”Hvis vi køber det her, sålaver vi det hele om,” sagde Kasper ærligt til næstformanden under fremvisningen. Og sådan blev det.
– Kasper”Vi ville gerne vise, at genbrug ikke behøver at ligne genbrug.
Alt, hvad der kunne bevares fra det oprindelige hus, blev nænsomt skilt ad og genanvendt i den nye konstruktion. I dag har materialerne fået nyt liv i parrets nye hus, der med sine 50 kvadratmeter står som en moderne fortolkning af kolonihavedrømmen.

”Vi ville gerne vise, at genbrug ikke behøver at ligne genbrug,” forklarer Kasper. Døre og vinduer er nøje udvalgt fra brugtmarkedet, og tegningerne på huset er løbende tilpasset derefter. Det aalborgensiske pars konsekvente valg af genbrugsmaterialer har ikke blot gjort det økonomisk muligt at renovere på to studiebudgetter – det har også givet det nye kolonihavehus karakter og sjæl.
Naturen er inviteret indenfor
Indenfor er atmosfæren lys og luftig. Højt til loftet, ingen udhæng, men masser af vindueslys. Et stengulv køler på varme dage og holder på varmen om vinteren. Køkkenet er genbrug og stammer fra en gammel villa i Aalborg. Dets kækkenfronter er ligesom husets indervægge opført af brugte plader af birkefinér, og alle møblerne er brugte. Stue og soveværelse er indrettet med store vinduespartier, der åbner sig mod haven, så grænsen mellem inde og ude udviskes – præcis som parret drømte om.
– Kasper”Man behøver ikke at være arkitekt for at skabe noget særligt. Men det hjælper at turde drømme.




Snoede stier og farverig køkkenhave
Haven omkring huset er anlagt med lige så stor omtanke. Emma har udnyttet sin landskabsfaglige viden til at skabe grønne rum og kroge til både afslapning, havedyrkning og hundeleg. Små stier snor sig gennem bede med bærbuske, stauder og urter, og lyden af fuglekvidder blander sig med latter og stemmer inde fra nabohaven.
Foran huset vokser en farverig køkkenhave frem, anlagt i højbede bygget af mursten doneret fra en workshop. Her spirer sommerens afgrøder side om side med drømmen om et fremtidigt hjemmelavet drivhus.
En sand fryd i engen
“Man behøver ikke være arkitekt for at skabe noget særligt,” siger Kasper. “Men det hjælper at turde drømme – og at turde kaste sig ud i det.” Emma nikker. “Vi håber, vores projekt kan inspirere andre til at tænke kreativt – og til at se potentialet i selv de mest tilgroede haver.”
I dag summer haven H/F Engen af liv, og kolonihavehuset ‘Fryd’, som det blev døbt i de tidlige byggeår, står som et moderne bud på fremtidens kolonihave. Emma og Kaspers kolonihaveprojekt er en påmindelse om, at med klare visioner, solidt håndværk og en smule tålmodighed kan man skabe et unikt fristed, hvor tradition og nyskabelse kan sameksistere.