I en lukket krog af kolonihaveforeningen Budumvang i Aalborg bor et par, som stortrives i kolonihavemiljøet. Haven her er det helt rette sted for dem, hvor de dels finder ro til eftertænksomhed og mulighed for kreative sysler.
Kedlen fløjter, da jeg træder ind i Mona og Ebbes kolonihavehus, og bordet er dækket med hjemmedrejede keramikkrus til valget mellem te eller kaffe. Det er tydeligt, at de har glædet sig til at præsentere deres stille kolonihaveliv, som de værner om.
Før Mona for nogle år siden gik på efterløn, begyndte hun at planlægge og se frem til tiden som efterlønner. Derfor introducerede hun for Ebbe:
”Når jeg går på efterløn, ønsker jeg mig en kolonihave”. Til det havde Ebbe kun et svar: ”Carpe diem”, og forklarede Mona, at de i stedet for skulle handle nu, mens tid er.
Et hus med sjæl
De tog derfor straks ud og så på kolonihaver. Det skulle klart være en kolonihave, som lå godt, hvor kolonihavehuset gerne måtte have sjæl, så man kunne mærke et levet liv. Det, at Mona og Ebbe resolut handlede på ønsket om en kolonihave, gjorde, at de fik seks år med tilvænning og forberedelsesmuligheder.
”Når jeg går på efterløn, ønsker jeg mig en kolonihave. Til det havde Ebbe kun et svar: ”Carpe diem”.
– Mona, kolonist
I deres aktive arbejdsliv opholdt de sig kun i kolonihaven eftermiddage og weekender, og haven blev dyrket mere traditionelt med blomster og grønsager.
Men da de endelig kunne sige farvel til arbejdsmarkedet, ændrede nærværet med kolonihaven sig markant. Nu kunne Mona og Ebbe bo fast i kolonihaven fra maj måned og ind i efteråret, og der blev tid til at renovere kolonihavehuset og lægge større ændringsplaner.
Primitiv livsform
En hverdag med mulighed for ro og eftertænksomhed kommer ikke nødvendigvis af sig selv. Det er Mona og Ebbe meget bevidste om, og har fundet fundamentet for det mentale overskud i det, de kalder for “Simple living”.
For kun tre år siden fik de lagt el ind i kolonihavehuset efter nøje overvejelser. De var klar over, at de skulle bevare den primitive livsform, men forsigtigt indføre komfortable bekvemmeligheder. Blev det for komfortabelt, ville de miste roen og nærværet.
Derfor fløjter kedlen stadig over gasblusset, når der er brug for kogt vand – selvom en elkedel kunne løse opgaven.
Det samme gælder for den madlavning, som overvejende bliver tilberedt over grill, og opvasken, som bliver foretaget i hånden. Når hverdagens opgaver kræver tid, oplever Mona og Ebbe, at det giver dem mere ro.
Have og keramikværksted
Det er overvejende Mona, der har den store interesse for haven. For det meste er det også hende, der har nye planer for ændringer i haven, men må søge hjælp hos ægtefællen Ebbe, når der er tale om større omlægninger.
Opførelsen af havens tehus kastede Mona fx i hænderne på Ebbe. Hun var faldet over et foto på Pinterest, der inspirerede hende. Ebbe trives heldigvis med de tildelte opgaver, men nyder også synet af de resultater, som Monas idéer skaber.
En anden vigtig kreativ udfoldelse for Mona, er hendes store interesse for keramik.
Før de fik kolonihaven, drømte hun om at arbejde mere med ler, men at det skulle snige sig ind i kolonihaven, var slet ikke planen. På keramikkurser lærte hun en masse teknikker, men fik ikke nok udbytte af den ro, arbejdet med ler kan give.
Da de fik indlagt el i kolonihaven, opstod der så muligheden for, at Mona kunne dreje keramik på en elektrisk drejeskive i baghaven. Det nyder hun at kunne fordybe sig i.
Mona fortæller, at det kræver meget øvelse at dreje keramik, men gevinsten er også at kunne sidde alene og blive ét med sit ler.
Ro med børnebørn
To eftermiddage om ugen henter parret børnebørnene fra børnehave og skole, og i sommerhalvåret lander de i kolonihaven. Med indrettet sandkasse og et kreativt hjørne i keramikværkstedet spiller børnebørnene en stor rolle for Mona og Ebbe.
De ønsker tydeligvis at præge og vise deres børnebørn, at et liv også kan bestå af ro og fordybelse.
