En haveglæde, der er gået i arv

I H/F Rugholm i det sydlige Aarhus har Christina skabt en kolonihave fyldt med blomster, små hyggelige opholdsrum og kreative genbrugsløsninger. Haven er resultatet af flere års arbejde, men også af en livslang kærlighed til havelivet, som hun har arvet fra både sin mor og mormor. 

Der er noget næsten eventyrligt over Christinas kolonihave. Måske er det de snoede stier, der leder blikket videre gennem haven. Måske er det det gamle blommetræ, som stadig får lov til at stå, selvom der efterhånden er sparsomt med frugt. Eller måske er det de mange små kroge, der får haven til at føles større, end den egentlig er. 

Rundt omkring gemmer der sig siddepladser i både sol og skygge. I drivhuset, som er Christinas faste tilflugtssted på årets første forårsdage, står genbrugsfund med historie og et væld af planter og blomster, der tiltrækker bier og sommerfugle og tilsammen skaber en følelse af en grøn oase midt i byen.  

Det er svært at forestille sig haven, som den så ud, da Christina første gang trådte ind ad lågen.

Da var den tilgroet, og mange ville måske have set en lang liste af projekter og hårdt arbejde. Christina så i stedet muligheder: “Jeg kunne jo se potentialet, og så syntes jeg bare, at huset var fantastisk,” fortæller hun. 

Faktisk blev hun så glad, da hun fik beskeden om, at haven var hendes, at hun stadig husker øjeblikket tydeligt:

“Jeg kørte i bil, da jeg fik opkaldet. Jeg jublede bare, og jeg var lige ved at køre i grøften, fordi jeg var så glad,” fortæller hun med et grin.  

En passion, der er gået i arv

For Christina begyndte historien om kolonihaven længe før Rugholm. Hun voksede op med mennesker omkring sig, som altid havde fingrene i jorden og øje for årets gang i haven.

Både hendes mor og mormor var passionerede havefolk, og interessen blev hurtigt en naturlig del af hendes eget liv. “Det ligger i blodet,” som hun siger. 

Da det senere viste sig, at livet ville føre hende fra hus til lejlighed, blev tanken om en kolonihave derfor mere eller mindre uundgåelig. Selvfølgelig skulle hun have et sted med plads til planter og projekter, der kunne give hende den helt særlige ro, hun kun finder her i haven.  

Hun skrev hun sig derfor op i flere haveforeninger rundt omkring i det sydlige Aarhus. Chancen for hurtigt at få en have var ikke stor, og i H/F Rugholm med de 125 havelodder stod hun langt nede på ventelisten.

Alligevel lykkedes det, og få uger efter overtagelsen gik arbejdet i gang. Et centralt bed blev anlagt, havelågen flyttet, nye stier etableret og haven begyndte langsomt at tage den form, som man møder i dag. 

Mange af idéerne er aldrig blevet tegnet på papir. “Det foregår egentlig bare meget oppe i hovedet,” fortæller den blomsterglade haveejer. Christina går ofte rundt i haven og forestiller sig, hvordan et område kunne udvikle sig, eller hvordan et nyt projekt kunne passe ind.  

Genbrug med historie

For Christina handler det ikke kun om økonomi, men om glæden ved at finde noget, der kan få nyt liv. Hun følger havegrupper på Facebook, holder øje med lokale opslag og stopper gerne op, hvis nogen tilbyder planter eller materialer gratis.

“Jeg synes, det giver så god mening. Tingene fejler jo ingenting,” fortæller hun.  

Den samme nysgerrighed præger også hendes tilgang til havearbejdet. Inspirationen kommer fra mange steder – fra Instagram, havebøger, andre kolonihaveejere og de mere erfarne medlemmer af foreningen. 

Når et blommetræ skal beskæres, eller en ny plante skal have de bedste vækstbetingelser, er Christina ikke bange for at spørge om råd. Hun fortæller, at foreningens ældre kolonister ofte ligger inde med en guldgrube af erfaring, som hun gerne trækker på. 

Et åndehul med biodiversitet

Noget af det, der betyder mest for Christina, er at skabe en have, hvor både mennesker og insekter trives. 

Blomsterne er derfor valgt med omtanke og skal ikke kun være smukke at se på. De skal også være attraktive for bier, sommerfugle og andre insekter. Hun forsøger samtidig at give naturen plads til at bestemme selv.

Hvis en digitalis pludselig dukker op et nyt sted i haven, får den lov til at blive, og hvis en plante trives bedre et andet sted end planlagt, tilpasses planerne. 

For som Christina siger, så vil naturen nogle gange noget andet end mennesket. Og det er en del af charmen.

Hun glæder sig over synet af sommerfugle ved sommerfuglebusken og lyden af brumbasser mellem blomsterne, og hun oplever, at stadig flere haveejere interesserer sig for biodiversitet.

For i Christinas optik kan æstetik og biodiversitet snildt gå hånd i hånd.