Sådan forebygger du konflikter
i sommervarmen

Det er sommer, og vi er rykket ud i kolonihaverne. Vi nyder de lune dage i haven og det gode naboskab. De færreste ønsker at bruge sommeren på en dum konflikt med naboen. Du får derfor her konfliktmæglerens bedste råd til at tackle konflikter i sommervarmen – inden de koger helt over!

Som kolonist er sommeren lig med dejlige stunder i haven, praktiske projekter og det gode naboskab med naboerne over hækken.

Måske får I en god snak om, at hyldetræet er blevet lige lovligt højt, at hækken skal klippes igen eller at naboens børnebørn kommer på besøg. Og skal de have lov til at holde vandkamp i haven hele dagen?

Hvor mennesker bor tæt, er der grobund for konflikter. Men det behøver ikke at ødelægge din sommer eller at gøre det vanskeligt for dig at være i din have.

Her får du konfliktmæglerens bedste tips til at tackle konflikter i sommervarmen – inden de koger helt over.

Konfliktmæglerens 7 bedste råd

  • Tag dialogen ansigt til ansigt
    Tal direkte med din nabo, hvis noget generer dig. En personlig samtale virker ofte bedre end breve, mails eller beskeder.
  • Lyt – og find en fælles løsning
    Prøv at forstå den andens perspektiv, og fokuser på at finde et kompromis frem for at få ret.
  • Tag problemerne i opløbet
    Små irritationer kan hurtigt vokse sig store. Jo tidligere I får talt sammen, desto lettere er konflikten at løse.
  • Respektér, at vi bruger kolonihaven forskelligt
    Nogle søger fællesskab, mens andre ønsker ro og privatliv. Der skal være plads til begge dele.

    Hvis din nabo har udfordringer, som fx sygdom eller andet, der forhindrer ham i at vedligeholde sin have:
  • Sæt dig i den andens sted – for en stund. Tænk: hvad ville jeg selv blive glad for. Kan jeg hjælpe med noget?’
  • Spørg – i stedet for at antage, at du ved!
  • Hjælp, hvis du selv har overskud. Vis din interesse – og ellers så blot sig hej. Det betyder mere, end du tror.

Og endelig:

Husk, at du som medlem af Kolonihaveforbundet har mulighed for at få gratis telefonisk konflikthåndtering i hele havesæsonen.

Send en mail til vores konfliktmægler Birgitte Ravn Olesen og aftal evt. en tid til en telefonisk samtale med: bro@konfliktloesning.dk

Til toppen