Kolonihaveforbundets ordinære kongres blev afholdt i weekenden d. 13.-15. september på Hotel Scandic i København. Her blev forbundsformand Karsten Kehlet genvalgt ved fredsvalg. Fotos af: © Morten Thøgersen, DK.

Kolonihaveforbundet genvælger ledelse og moderniserer vedtægter på kongres 2024

Af Nanett Paameyer Winkler – Kommunikationschef |

Kolonihaveforbundets ordinære kongres løb af stablen i weekenden den 13.-15. september i København. Her mødtes 125 delegerede fra hele landet for at sætte den politiske kurs for de kommende tre år. Kongressen bød på både genvalg af ledelsen og en række centrale vedtægtsændringer, herunder opdatering af vurderingsreglerne, øget fokus på konflikthåndtering samt lige vilkår for forbundets udvalgsmedlemmer.

Genvalg af formandskab

Lørdag aften stod resultatet klart: Karsten Kehlet fortsætter som forbundsformand for perioden 2024-2027. En modkandidat havde oprindeligt meldt sit kandidatur, men trak sig i sidste øjeblik, hvorfor Karsten Kehlet blev valgt ved fredsvalg. Peter Rønning-Bæk blev også genvalgt til næstformandsposten for tredje gang i træk, uden modkandidater.

Der bliver spillet for til åbningen af Kolonihaveforbundets kongres.
Trompeten akkompagnerer den traditionelle faneindmarch.

Opdaterede vurderingsregler

Et centralt punkt på dagsordenen var moderniseringen af forbundets vurderingsregler. Kongressen besluttede, at udvalgte områder af vurderingsreglerne skal opdateres, så forbundets prisfastsættelse og afskrivningsregler bliver mere tidssvarende og rimelige.

“Der skal ikke være kapitalvinding på salg af kolonihavehuse, men det er vigtigt, at vores vurderingspraksis afspejler den økonomiske udvikling, vi ser i resten af samfundet,” udtaler Karsten Kehlet.

De delegerede nærstuderer indholdet af kongressens dagsorden.

Modernisering af forbundet

Kolonihaveforbundet tager skridt mod en mere fleksibel og inkluderende kultur. Kongressen vedtog, at hovedbestyrelsen kan nedsætte udvalg, hvor ikke-bestyrelsesmedlemmer får mulighed for at deltage på lige vilkår. Dette skal bidrage til, at forbundet kan tiltrække bredere kompetencer og viden til sit udvalgsarbejde.

Samtidig blev der sat fokus på at arbejde for, at moderne familiekonstellationer, som f.eks. COLA-par, i fremtiden kan få adgang til kolonihaver med venteliste. Et andet vigtigt punkt var behovet for styrket konflikthåndtering i kolonihaveforeningerne. Kongressen besluttede, at der fremover skal lægges mere vægt på at udvikle redskaber og processer, der kan mindske interne konflikter.

Fokus på kolonihaveloven og ulovlig helårsbeboelse

Fra talerstolen blev der argumenteret både for og imod de forskellige forslag.

I sin beretning på kongressen understregede forbundsformanden nødvendigheden af at få kolonihaveloven på regeringens lovprogram. “Vi skal arbejde for flere kolonihaver i de danske kommuner og sikre, at ulovlig helårsbeboelse ikke undergraver kolonihavernes oprindelige formål – at være et rekreativt fristed for alle,” udtaler Kehlet.

Kolonihaveforbundet vil i den kommende kongresperiode intensivere arbejdet med at få ændret kolonihaveloven, så der kan tages hånd om udfordringerne med helårsbeboelse.

Her foretages der stemmeafgivelse ved håndsoprækning.

Mere information

Alle beslutninger og vedtægtsændringer fra kongressen vil blive offentliggjort på Kolonihaveforbundets hjemmeside samt i forbundets kommende medlemsblad.

Læs også
Til toppen