Syv måneder om året bor Runa og Søren i deres kolonihavehus. Her glemmer de alt om lejlighed og byliv. Fokus for parret er at kunne mærke vejrets skiften og være tættere på natur, plantedyrkning og kolonihavelivet. Kort sagt: at være mere til stede i livet.
Runa og Søren har fundet deres opskrift på det gode og sunde seniorliv, hvor deres kolonihave har spillet en helt central rolle.
I kolonihaven har de mulighed for at få plantedyrkning og udelivet helt ind under huden. Det tog dog lidt tid, inden de fandt frem til, at det var kolonihavebevægelsen, der var nøglen.
Behovet for en have
Med hjemmearbejde i en lejlighed havde Runa hver eftermiddag brug for at komme ud i det grønne og trække frisk luft. Når Søren kom hjem fra sit arbejde, tog de derfor ud med picnickurv i den nærliggende Mindelunden i Aarhus. Det var deres ”have”.
Men når vejret spændte ben for picnicplanerne, kunne det blive en stressende ordning. Der skulle findes en anden løsning. Pludselig slog det Runa og Søren, at det var en kolonihave, de havde brug for!
Som tidligere husejere tog det dem lidt tid at finde vejen til kolonihavebevægelsen, men det blev klart for dem, at det var den rigtige løsning for dem.
To boliger – to livsformer
Runa og Søren har været meget konsekvente i livet med en kolonihave. De bryder op to gange om året, og bor henholdsvis syv måneder i kolonihavehus og fem måneder i lejlighed.
Hvert hjem byder på sit helt eget liv, som er meget forskelligt fra det andet.
”Vi er gode til at være til stede der, hvor vi er, og glemmer alt andet. Ude af øje. Ude af sind.
– Runa, kolonist
Det falder naturligt for parret at skabe jordforbindelse, der hvor de er. Som Runa udtrykker det:
”Vi er gode til at være til stede der, hvor vi er, og glemmer alt andet. Ude af øje. Ude af sind”.
Begge er de meget bevidste om, at de to hjem skal være hinandens kontraster. Deres liv i lejligheden om vinteren inkluderer byens kulturelle tilbud og et hjem indretning med klassiske møbler, fjernsyn og bogreol. Her er de meget indenfor.
I kolonihavehuset er der lette og lyse møbler, intet fjernsyn, intet musikanlæg og næsten ingen bøger. Og her er de udemennesker.
Så når haven lukkes ned i november, skænker de den ikke mange tanker gennem vinteren:
”Vi har ingen vinterprojekter, som ånder én i nakken”, som Søren udtrykker det.
