Der er gennem tiden sunget sange og lavet film om det idylliske kolonihaveliv, hvis ro og nærvær står som modbillede til det travle hverdagsliv. Men haveforeningerne har trange kår i dagens samfund, der i stigende grad er styret af profit, fart og ekspansion. I en tid, hvor stress og mistrivsel breder sig blandt danskerne, bør vi derfor stille os selv spørgsmålet: Hvorfor vægter vi ikke beskyttelsen af kolonihaverne højere?
For mange symboliserer kolonihaverne det bedste ved danskheden: Dannebrog, der vajer over grønne hække, små haver, hvor naboer mødes til kaffe, og en stemning af fred og fordragelighed. Alligevel er kolonihaverne under pres som aldrig før. Flere haveforeninger er gennem årene blevet nedlagt, og kolonihaverne trues af helårsbeboelse, boligspekulation og politiske interesser, der favoriserer mere profitgivende formål med de attraktive grunde.
Hvad skal kolonihaverne være for danskerne?
For et par måneder siden kunne man på mediet X læse Liberal Alliances Ole Birk Olesen argumentere for, at kolonihaveforeninger bør indtænkes som en løsning på den stigende boligmangel i København. Samtidig illustrerer vinterens populære TV2-serie “Balladen om kolonihaven” problematikken med ulovlig helårsbeboelse, hvor en kolonist uden omsvøb fortæller, at han bor i sin kolonihave året rundt.
Disse holdninger overser de seriøse konsekvenser ved at se gennem fingre med ulovlig helårsbeboelse i kolonihaver. For det første skaber det en skævvridning, når nogle borgere kan bo skattefrit på attraktive, bynære grunde til en brøkdel af prisen for en almindelig bolig, alt imens parcelhusnaboen ved siden af betaler sin del til fællesskabet.
For det andet risikerer en evt. legalisering af helårsbeboelse – med ejendomsbeskatning og alt, hvad det indebærer af øvrige krav – at udhule kolonihavekonceptet i en sådan grad, at de til sidst vil være omdannet til ganske almindelige boligområder.
Det er en trist udvikling for vores kolonihaver, hvis arealer må vige for økonomisk vækst og pladsoptimering, og hvis sociale sigte synes fuldstændig glemt: at give alle borgere på tværs af socioøkonomiske skel mulighed for beskæftigelse og rekreation i sommermånederne.
– Nanett Paameyer Winkler”Er vi villige til at lade kolonihaverne forsvinde for at imødekomme efterspørgslen på billige, bynære boliger?
Hvor meget er vi villige til at ofre?
Store dele af både venstre- og højrefløjen er enige om, at kolonihaverne skal bevares. Men hvorfor følger de nødvendige ressourcer til at beskytte dem ikke med?
Den offentliggjorte finanslovsaftale for 2025 afslører, at kolonihaverne endnu en gang er fraværende på den politiske dagsorden. I dag er det overladt til de frivillige bestyrelsesfolk i haveforeningerne at overvåge og kontrollere, om reglerne for vinterlukning overholdes – en uholdbar løsning, som selv statsminister Mette Frederiksen kritiserede i fornævnte dokumentarserie.
Er vi villige til at lade kolonihaverne forsvinde for at imødekomme efterspørgslen på billige, bynære boliger? Hvis vi er, rejser endnu et spørgsmål sig: Hvad bliver det næste, vi er villige til at give køb på, for at dække den umættelige boligefterspørgsel?
En modgift til tidens udfordringer
Argumentet for at bevare kolonihaverne er enkelt: De er en modgift til mange af det moderne samfunds svagheder. I en hektisk hverdag med tætpakkede kalendere, præstationspres og digitale distraktioner tilbyder kolonihaverne noget, der bliver mere og mere mangelvarer: ro, nærvær og fællesskab.
– Nanett Paameyer Winkler”De små, særegne haver udgør en modvægt til etagebyggeriets mangel på lys og luft – og giver mulighed for at mødes i øjenhøjde med sine naboer.
De bidrager til at løse nogle af velfærdssamfundets største nutidige udfordringer: ensomhed, stress og stigende mistrivsel. Udfordringer, som vores social- og velfærdspolitik stadig kæmper med at finde effektive løsninger på.
Kolonihaverne forener mennesker på tværs af sociale skel og styrker den lokale sammenhængskraft. Samtidig bidrager de til bynær biodiversitet ved at skabe tiltrængte levesteder for dyr og planter. De små, særegne haver udgør en modvægt til etagebyggeriets mangel på lys og luft – og giver mulighed for at mødes i øjenhøjde med sine naboer. Men frem for alt tilbyder kolonihaverne adgang til natur og rekreation – noget, vi ved, er direkte forbundet med mental sundhed og øget livskvalitet.
Det er på tide, at vi anerkender kolonihavernes relevans i det moderne samfund. Ikke kun som et stykke kulturarv, men som en ressource, der fremmer menneskelig trivsel.
Debatindlægget blev bragt af Kolonihaveforbundet i Berlingske avis d. 20. dec. 2024.
