En cykeltur senere – og tiden står stille 

I haveforeningen Klausdalsbro i Herlev har Rikke og Lasse fundet det frirum, de ikke vidste, de manglede. Her er der plads til både store terrasseprojekter, blommeoverflod og børneliv – og til at lade opvasken tage den tid, en samtale nu engang kræver.

Det tager omtrent 45 minutter på cykel fra Vesterbro til kolonihaven Blommelyst i Herlev. Turen er overskuelig, næsten rituel og markerer et skift.

Når Rikke og Lasse pakker cyklerne foran deres Københavnerlejlighed og triller gennem brokvarterets gader med deres to drenge og hunden Harry, ved de, at tempoet langsomt sænkes, som turen skrider frem.  

”Det føles som at udvide lejligheden,” siger Rikke og uddyber: ”Man behøver ikke tage på ferie for at mærke, at man er et andet sted.” 

Jagten på en ny have

Drømmen om et personligt uderum opstod ikke ud af ingenting. I byen bor familien i en klassisk bygård, hvor der hverken er mulighed for at deres drenge kan have deres eget bed eller plante et træ.

De overvejede kortvarigt et sommerhus, men tanken om bil, lange transporttider og endnu et sted, der krævede planlægning, passede ikke ind i deres liv. De ville blive på Vesterbro – bare med en ventil. 

Kolonihaven blev løsningen, men vejen dertil var lang. På et tidspunkt stod de i kø klokken 03.30 om natten, for at skrive sig op på en venteliste. Alligevel endte deres have et helt andet sted.

Gennem en veninde hørte de om kolonihavehuset i Klausdalsbro H/f i Herlev, og selvom de stod som nummer 113 på listen, fik de uventet tilbuddet, da flere foran dem takkede nej. 

Parret overtog huset sidst på sæsonen i 2018, og det gav dem en hel vinter til at planlægge og istandsætte. De havde ingen større byggeerfaring, men masser af gåpåmod – og venner, der trådte til, når projekterne voksede sig større, end de selv havde forestillet sig. 

Fra rygerstue til terrasse

Den gamle “rygerstue” blev som noget af det første revet ned for at give plads til en stor terrasse. Det var et omfattende projekt, vennerne hjalp med de tunge konstruktioner, og Rikke og Lasse selv stod for malerarbejdet. 

I dag fremstår huset med røde facader og hvide detaljer – en æstetik, Rikke beskriver som en slags svensk drøm. Hvor lejligheden på Vesterbro er mere stram og moderne, tør de være modige i kolonihaven.

Her er arvestykker, genbrugsfund og ting, der er “på gennemgang”, som hun siger det. Ikke alt skal være perfekt eller permanent. 

”Kolonihaven må godt være et sted, hvor man prøver noget af,” forklarer hun. 

Selvom de store byggerier blev afsluttet sidste forår, erkender de begge, at en kolonihave aldrig bliver færdig. Der mangler stadig et skur til opbevaring, og der vil altid være noget, der kan forbedres. Forskellen er bare, at projekterne her ikke føles som pligt, men som en del af rytmen. 

En barndom med grus på knæene

Midt i haveforeningen, tæt på fællestoiletterne og den lokale købmand, ligger deres havelod.

Placeringen viste sig at være en gave, for her passerer naboer forbi i løbet af dagen, og børnene har let adgang til både legekammerater og is. 

Klausdalsbro H/f rummer 229 havelodder, og foreningen summer af liv i sæsonen. Der arrangeres yoga på fællesarealerne, loppemarkeder, høstmarked og vejfester, og stemningen beskriver de som uformel og tryg. 

”Der er en old-school følelse herude,” siger Lasse. ”Man holder øje med hinandens huse, også om vinteren.” 

Kolonihaven har for parrets to drenge dannet rammen om noget, som mest af alt minder om en analog barndom. Det var her på stierne i foreningen, de lærte at cykle.

Uden trafik og med god afstand mellem hækkene. Det er her, de selv går over og banker på hos naboerne for at spørge, om nogen vil lege og de er altid velkomne til at låne en trampolin. 

Haven giver plads til fodboldkampe, badebassin og børnefødselsdage med 25-30 gæster, hvor terrassen bliver fyldt og græsplænen forvandles til skattejagtens arena. Her er en form for rummelighed, som baggården på Vesterbro ikke kan tilbyde. 

Bevidst fravalg

En af de mere principielle beslutninger handlede om opvaskemaskinen. Den stod i huset, da de overtog det, men de valgte at give den væk.  

”Vi ville gerne tvinge os selv til at gøre tingene lidt langsommere,” forklarer Rikke. ”Når vi vasker op i hånden, taler vi sammen på en anden måde.” 

Det samme gælder havearbejdet. Kampen mod ukrudt er konstant, men tilfredsstillelsen ved at se et bed tage form eller et træ blive beskåret, opvejer besværet. 

Begge har jobs, hvor man er meget ”oppe i hovedet”, og her i kolonihaven er arbejdet mere konkret. Man kan se, hvad man har lavet.  

”Omkring klokken fem begynder de selv at spørge, hvad klokken er,” fortæller Lasse.  

Det er en lille markering af dagen, et øjeblik, hvor alle sætter sig ned og taler sammen, mens solen rammer flagstangen og haven summer. 

Rikke og Lasse har ingen planer om at sælge. Kolonihaven passer til deres liv, netop fordi den er adskilt fra det.

De ønsker ikke et hus med endnu en have, der skal passes hele tiden, men sætter pris på at kunne lukke ned for havearbejdet, når de cykler hjem mod Vesterbro med røde kinder: 

”Det her er vores fristed,” siger Rikke. ”Et sted, hvor vi kan være sammen på en anden måde.”