
Aarhuskredsen høster gode erfaringer i et pilotprojekt med eksterne vurderingsudvalg. Kolonist Karen Hauge fra Solvangen er glad for projektet, hun er med i, fordi vurderingspriserne bliver mere ensartede. Tag med på et vurderingsbesøg i h/f Solvangen i Aabyhøj.
”Prøv at kigge dig omkring. Vi troede, at vi kom ud til en overdækket terrasse – men hvordan vurderer man lige sådan en halvfærdig facade?”
Henning Thuesen kigger på nogle store hak i en bjælke og en dør, der ikke er monteret, men står op ad væggen.
Ét eksempel på de mange spørgsmål, der dukker op, når man vurderer prisen på en kolonihave.
Henning Thuesen er med i et vurderingsudvalg, der ikke helt er som de andre.
”Først var det ren nysgerrighed. Men min interesse og viden er vokset undervejs.
– Karen Hauge, kolonist og medlem af vurderingsudvalget
Sammen med Esben Holm og Karen Hauge er han med i et pilotprojekt i Aarhuskredsen, hvor man har haft gode erfaringer med at blande medlemmer fra forskellige foreninger.
I dag er de tre ved at vurdere en have i Solvangen i Åbyhøj i det vestlige Aarhus.
”Karen er indfødt Solvangist,” smiler Henning, og Karen Hauge svarer grinende, at hun i hvert fald har haft en have i foreningen i mange år.
Henning er fra Oldhøjen, mens Esben er fra Frydenlund.
Årets tredje besøg
Efter at have vurderet haver i hver deres forening i nogle år blev de tre sat sammen sidste år, da pilotprojektet begyndte – og som løber til 2027.
De tre har været ude cirka 15 gange sidste år, og besøget i en have i Solvangen er det tredje i 2026. Nu er de oppe på at have vurderet haver i 6-7 forskellige foreninger.


Ligesom de to andre gik Karen Hauge oprindeligt ind i et udvalg, fordi hun gerne ville møde sælger og køber og løfte en af fællesopgaverne i en forening. Dertil kommer, at hun oplevede vurderingsudvalg, der overvurderede havernes værdi. Det ville hun gøre noget ved.
”Først var det ren nysgerrighed. Men min interesse og viden er vokset undervejs. Jeg er ikke håndværker, men jeg har været gift med en tømrer og været hold-ved-montør i mange år – så jeg kan godt kende forskel på en murhammer og en almindelig hammer,” smiler Karen.
For Henning og Esben handler det også om at forbedre processer og ensrette vurderingen, så det var ”helt naturligt” for de tre at blive sat sammen i et eksternt udvalg.
En maks. salgspris
De bruger ca. halvanden time på at vurdere haven i Solvangen. De måler op og tjekker, om tallene fra ibrugtagningstilladelsen stemmer.
”Vi tre kigger hinanden i øjnene og nikker. Det er et stykke arbejde, vi gerne vil lægge navn til.
– Karen Hauge, kolonist og medlem af vurderingsudvalget
Som udgangspunkt giver de den maksimale salgspris for huset, men undervejs gives der fradrag, altså prisnedslag, i forhold til deres listesystem.
Det kan være husets alder, punkterede ruder, manglende vedligeholdelse i forhold til maling eller råd i træværk. Hakkene i bjælken og den ikke-monterede dør ved havens overdækkede terrasse gav også fradrag, forklarer Karen Hauge nogle uger efter vurderingen, der endte med en samlet pris på 159.000 kroner.
”Vi tre kigger hinanden i øjnene og nikker. Det er et stykke arbejde, vi gerne vil lægge navn til. Det giver en tilfredsstillelse,” siger Karen Hauge og fortsætter:
”Jeg håber, at projektet fortsætter. Vi udveksler jo erfaringer og bliver klogere – og vurderer så ens som muligt.”
Viden skaber tillid
Randi Østergaard er formand for Aarhuskredsen, og hun underviser både begyndere og øvede samt de i alt tre eksterne udvalg, der er med i pilotprojektet.
Hun forklarer, at udvalgene i pilotprojektet bl.a. har prøvet at vurdere den samme have – og derefter diskuteret de fradrag i alt fra havens anlæg til badeværelser, de havde givet.


Hun understøtter Karen Hauges erfaringer.
”Når en person vurderer 20 haver frem for minimumskravet på to om året, bliver man bare skarpere. Med de eksterne udvalg ser man flere huse på kryds og tværs, og det styrker ensartetheden i vurderingerne,” siger Randi Østergaard.
Når hun holder et kursus for begyndere, sker det, at nogen som det første siger, at de ikke forstår de forskellige priser og egentlig ikke helt har tillid til systemet.
”For dem er vurderingspriserne lidt, som vinden blæser. Når de på dag to har fået mere viden, kan de ofte se, at der er en god dokumentation i systemet. Så går de glade hjem.”
Sådan vurderes kolonihavehuse
- Hvad er en vurderingspris?
En vurderingspris er Kolonihaveforbundets maksimale tilladte salgspris for et kolonihavehus. - Hvordan fastsættes prisen?
Det er den enkelte forenings vurderingsudvalg, der fastsætter prisen ud fra en standardiseret, indeksreguleret listepris for hus, andre bygninger og havens anlæg.
Der gives nedslag for mangler, fx manglende vedligehold, råd, fugt eller slid. - Hvorfor er det vigtigt med et vurderingsudvalg?
For at holde priserne på et niveau, hvor alle kan være med, og for at forhindre, at markedskræfterne skaber opskruede spekulationspriser.