Blog

Byg dit eget plantebord 

Af Mathias Emil – haveskribent |
Plantebordet kan bruges som arbejdsplads, opbevaring, udstilling eller andet.

Der findes mange små planteborde i byggemarkederne og på planteskolen. De er ofte vældigt søde og har måske tilmed en praktisk bordplade af zink, som kan være fine til mange formål. Ofte er de dog både for klejne, for vakkelvorne og for dårligt konstrueret til at kunne holde til at stå ude hele året eller til at være en karakterfuld rumdeler i haven. 

Spildes der på bordpladen af fliser er det nemt at skylle væk med vandslangen.


Her får du en guide til at bygge dit eget solide plantebord. Guiden tager udgangspunkt i mit eget bord, der fungerer som praktisk og velindrettet udekøkken, men kan også bruges som arbejdsplads, opbevaring, plantebord eller andet. Spildes der på bordpladen af fliser, er det nemt at skylle væk med vandslangen, og den praktiske hylde sikrer god plads til opbevaring.  

De fleste blomster klæder plantebordet.
Et fint lille sted at opbevare kander og krukker.

Bordet kan også bygges lavt og i stedet fungere som en bænk. Man kan vælge at lægge en hynde og nogle puder og bruge den som siddebænk eller daybed. Som bænk er opbygningen også et rigtig fint sted at stille blomsterkrukker, eller man kan kaste sig ud i at lave en hel lille krydderurtehave i krukker. Den idé er prøvet og testet, og er et skønt input til enhver kolonihave. Med plantebordet her er der bestemt heller ingen risiko for, at en tyv render afsted med det en sen nattetime. Bordet er bundsolidt, og har man en god balance, er det tilladt at danse på det!  

  • Traller i målene 220×49 cm, 2 stk 
  • Lecablokke i målene 49x19x15 cm, 10 stk 
  • Betonfliser, gerne genbrug i målene 50x25x5 cm, 9 stk 

  • Planér området, hvor dit bord skal stå.
  • Læg trallen ud, og mål op til dine lecablokke. 
  • Lecablokkene skal stå solidt, så der under dem kan stampes grus el.lign. 
  • Blokkene stables tre i højden for hver ende af trallen. 
  • Oven på lecablokkene lægges en tralle. 
  • På trallen lægges yderligere to lecablokke i hver ende. 
  • På blokkene lægges den sidste tralle. 
  • Oven på trallen placeres fliserne. 
  • Fliserne lægges tæt, og udgør bordpladen.
  • Dit nye plantebord er færdigt rigtig god fornøjelse!     

Læs også
Til toppen