Fra græsørken til naturvenlig have, der plejer sig selv

Af Maria Christensen – Konsulent – Hansen & Ersbøll Agenda |

René Lundgaards opskrift på en naturvenlig have er vand, vilde blomster og en sjat velment dovenskab. Han har forvandlet sin have fra en græsørken til et frirum, der emmer af dyreliv og dufte.

René Lundgaard har haft kolonihave i Andelshaverne Tjørnebjerg i Ballerup i 13 år. I hans bæredygtige have har han både fisk i en dam, rigt fugleliv, en myriade af insekter og alverdens vilde blomster. Det har dog ikke altid været tilfældet. Da han anlagde haven for flere år siden, var græs i fokus:

”Det meste var græsplæne dengang i starten, så mine børn kunne spille fodbold og kroket. Efterhånden som børnene blev voksne, begyndte jeg at tænke lidt anderledes og gå mere op i, hvordan man kan passe have på en bæredygtig og samtidig nem måde”, fortæller René.

For René har det været vigtigt at få skabt en frodig og passet have, der ikke kræver for meget vedligeholdelse:

Jeg vil gerne have en have, der mere eller mindre passer sig selv. Selvfølgelig skal der slås lidt græs og fjernes ukrudt under hækken, men jeg vil gerne undgå at bruge meget tid på ukrudt og få ondt i ryggen.”

terrasse,kolonihave,bed med vilde blomster
Udsigt til haven fra terrassen

Havedamme og hjem til nye beboere

René har gjort flere ting i sin have for at øge biodiversiteten. Han har i længere tid haft to damme med fisk i haven, som tiltrækker fugle og insekter:

”Jeg har prioriteret at få vand i min have, fordi det simpelthen giver så meget liv. Der er padder, fisk og skøjteløbere, der nyder vandet, og fuglene kommer for at drikke”, fortæller René.

Havedam,kolonihave
René har anlagt en dam, og den tiltrækker i den grad insekter osv.

Dammenes kanter er dekorerede med en bunke sten, som han i lang tid havde liggende i haven. Det har givet kryb og kravl nye gemmesteder. Når vandet i de to damme delvist fordamper i de varme måneder, bruger han så vidt muligt indsamlet regnvand til at efterfylde dem.

Derudover har René bygget hjem til blandt andet insekter, pindsvin og flagermus:

”Jeg har bygget insekthoteller af et plankeværk, der væltede i en storm. Jeg har også forsøgt mig med en flagermuskasse, da vi har en del flagermus i området, og så har jeg bygget en lille slags hundehus, som jeg håber, der vil flytte et pindsvin ind i. Så der står ledige lejligheder til dem her – de kan bare komme.”

dyrehotel,vild have,kolonihave
Et lille hus til pindsvin

Ud med græs og ind med vilde blomster

Som noget nyt har René i år anlagt tre nye bede med vilde blomster. Han gravede tre områder fri for græs, fjernede en del af jorden og tilførte sand:

”Så købte jeg 3-4 poser med vilde blomster- og græsfrø, blandede dem i en spand med sand og spredte det ud over bedene med en rive. Nu vælter det op med både kællingetand, jernurt, røllike, kornblomster og blåkant. Det er fuldstændig vidunderligt”, fortæller René.

vilde blomster,bed,kolonihave
kolonihave,vilde blomster,bed

Han mærker, at de vilde blomster gør en stor forskel i haven:

”Der er simpelthen så meget liv, så du tror, det er løgn. Der har aldrig været så meget liv. Der er humlebier og svirrefluer, og i bunden af bedene kravler kryb og myrer rundt.”

Mere biodiversitet – mindre arbejde

Indsatsen med at gøre haven mere naturvenlig og nem at passe er nu lykkedes for René:

”Jeg har fået en større biodiversitet i min have – det er både godt for miljøet og for mig. Før var det en kedelig græsørken, men nu nyder jeg at gå rundt og kigge på de forskellige blomster og alle de dufte, der er kommet. Jeg har fået mere tid, fordi det hele efterhånden passer sig selv. Der er kun smalle stier med græs, og så er resten jo vilde blomster og bed med vilde ting, der sår sig selv.”

Han uddyber, hvordan de vilde blomster er nemme at holde:

” Når blomsterne er afblomstret, skal man klippe dem ned til en højde på 10 cm og lade dem ligge. Så afgiver de frø, og så er der blomster til næste sæson. På den måde skal jeg ikke plante nyt næste år, og jeg luger ikke ukrudt i de her bede. Det får bare lov til at passe sig selv.”

Renés anbefaling til andre, som gerne vil arbejde med at få rigere flora og fauna i haven er at starte netop med et bed af vilde blomster:

”Det største arbejde er at fjerne græs og jord. Blomsterfrøene er billige og simple at så. Når først de vokser, så passer de næsten sig selv, og de øger tilstedeværelsen af bier, sommerfugle og andre insekter.”

vildt blomsterbed,kolonihave
Andre nyheder
Til toppen