Analyse Danmarks datarapport fra medlemsundersøgelsen 2019
Medlemsundersøgelsen 2019
I slutningen af februar og frem til starten af marts 2019 udsendte vi, i samarbejde med Analyse Danmark, invitationer til en medlemsundersøgelse.
Via besvarelserne har vi fået et solidt og ajourført kendskab til vores medlemmer. Vi har fået indblik i deres kendskab til og vurdering af vores arbejde, og det er et godt grundlag for videreudviklingen af forbundets kommunikation.
Analyse Danmark modtog 4345 besvarelser, hvilket svarer til 10.1% af medlemsskaren på 40.000 kolonihaver i hele landet. Det er et flot deltagerantal.
Forud for undersøgelsen lavede vi et udtræk i medlemssystemet, der genererede 35.000 navne samt e-mail og/eller telefonnumre. Det er dette udtræk, der blev sendt til Analyse Danmark.
Nogle medlemmer har desværre meldt tilbage, at de ikke har fået invitationen til undersøgelsen og vi ved fra analyseinstituttet, at flere invitationer er endt i vores medlemmers spam/junkfiltre. Dette er vi rigtig ærgerlige over, så det vil vi naturligvis være opmærksom på ved fremtidige undersøgelser.
Hvad spurgte vi om?
Undersøgelsen var delt op i tre dele med følgende fokus:
- Hvem er medlemmerne?
- Hvad synes de om forbundets arbejde?
- Hvordan står det til med den generelle kommunikation i forbundet?
Dette indebar spørgsmål om blandt andet alder, antal år med kolonihave, børn i husstanden, tilfredshed med vores serviceydelser, vores arbejdsområder og kommunikation i de forskellige led af forbundet m.v.
Hvad skal vi bruge undersøgelsen til?
Undersøgelsen giver os gode, strategiske pejlemærker, som vi vil arbejde videre med. Vi kan for eksempel se, at:
- Meget af vores arbejde ikke er synligt nok. Derfor skal vi være bedre til at fortælle mere om de sager, vi er involveret i, så vores medlemmer ved, hvad vi arbejder med og hvad vi arbejder for
- Vi skal arbejde hårdere på at få fat på den yngre del af målgruppen
- Vi skal udvikle vores kanaler
- Vi skal undersøge konflikthåndteringsmuligheder for kredsene