Blog

Skemaer og trompeter – begge er lige velkomne

Af Damla Erdölek – Kommunikationsmedarbejder |
”Når sæsonen er slut, er det ikke sjovt,” det er Maria Louise og Teddy enige om. 


I H/F Islegaard i Herlev forener Maria Louise og Teddy deres kærlighed til genbrug og fællesskab. Mens Maria Louise skemalægger og plejer med omhu, tilfører Teddy spontanitet til haven.  


De fleste kender til talemåden “en ulykke kommer sjældent alene”, men hvad sker der, når to gode – om end tidskrævende – muligheder dukker op samtidig? Svaret er enkelt: Man takker ja til begge og ser, hvad der sker. Sådan gjorde Maria Louise og Teddy i november 2019, da de både købte en lejlighed på Amager, der skulle totalrenoveres, og en kolonihave i Herlev.  
 
Maria Louise og Teddy mødte hinanden i 2017. Dengang afslørede Teddy, at han ikke havde ambitioner om at blive husejer. Maria Louise, som kommer fra en kolonihaveglad familie, foreslog straks, at de i stedet kunne købe en kolonihave sammen. Teddy var skeptisk, men hedebølgen i sommeren 2018 ændrede hans indstilling. “Vi var ved at blive sindssyge af at være i parker hele tiden sammen med alle mulige mennesker,” fortæller han med et grin.  

I pergolaen bliver der ofte hygget med drinks og snacks.
Døren inde i kolonihavehuset er oprindeligt fra Hellerup, som Maria Louise og Teddy kunne overtage. Dåserne er også genbrug.  
Mens Teddy har bygget badeværelset, har Maria Louise indrettet, så det passer til den hyggelige café-atmosfære i baggården.  
Det var på Pinterest, at Maria Louise fandt inspirationen til denne opsætning. Det hele er genbrug.  

En have med ritualer og fejringer  

Efter 1,5 år på ventelister blev Teddy og Maria Louise kontaktet af bestyrelsen i H/F Islegaard i Herlev; der var nu en kolonihave, som var kommet til salg på den eksterne venteliste.  
Maria Louise faldt for det simple, sorte bjælkekolonihavehus med den store grund. Hun kunne se, hvordan haven kunne udvikles til det blomsterparadis, hun drømte om. På Teddys tjekliste stod der kun, at huset skulle have et værelse til hans datter, Zafinia.  

”Jeg er hjernen bag, og Teddy er håndværkeren.

– Maria Louise

I haveforeningen er der sammenlagt 351 havelodder, og går man ned ad stien, der af foreningens kolonister bliver kaldt for ’kærlighedsstien’, finder man parrets farverige kolonihave.  
Parrets kolonihave emmer (også) af romantiske fornemmelser: fra de daglige morgenritualer i ’baggården’ til de store fødselsdagsfejringer i haven. De gør sig umage og kredser om hinanden og deres omgivelser – hvad end det er venner, familie eller en 180 meter høj busk.   

Parret fortæller, at de godt kan lide, når deres venner tager del i deres kolonihavefælleskab. Ligesom dengang, under EM i fodbold i 2021, hvor parret inviterede nogle venner med til haveforeningens fællesarrangement. Her var TV2 til stede og filmede egentlig et sommerprogram, men dokumenterede også, hvordan halvlegspausen bød på spontan underholdning af parrets ven, der spillede trompet. Sådan forener Teddy og Maria Louise foreningslivet og samværet med deres nære. 


Maria Louise har en ambition om at udvide deres blomsterparadis yderligere.

I haven finder man alt fra pral- og stangbønner til tallerkensmækker og løvstikke. Inde i drivhuset er der masser af tomater og chilier.  

Den sirlige planlægger og den spontane udfører

Arbejdsfordelingen er tydelig. Haven er Maria Louises meditative projekt. Teddy holder græsset, så bedene kan prioriteres, og han fortæller grinende, men stolt om, hvordan Maria Louise glemmer at sige hej, når hun kommer hjem fra arbejde: “Hun går bare direkte ind med rygsækken og cykelhjelmen siddende på hovedet og kigger til sine planter.” 
Mens Maria Louise har nærstuderet alskens plante-apps, så er Teddys tilgang lidt anderledes. Han er typen, der får øje på noget og spontant får skabertrang. “Jeg er hjernen bag, og Teddy er håndværkeren,” forklarer Maria Louise.  

”Vi prøver at finde balancen mellem det vilde og det ordnede.

– Maria Louise

”Hvad siger momse?” spørger de, når de vil kende temperaturen. Termometeret tilhørte Maria Louises afdøde mormor og har nu fundet sin plads i deres kolonihave.

Haven er spækket med grøntsager og giver derfor god anledning til at invitere venner til grillaftener. 

Med ’baggården’ har Teddy og Maria Louise skabt en hyggelig Nørrebro-vibe i haven.   

Bæredygtighed som gevinst

Genbrug er en fælles hobby for parret. Når de kører en tur væk fra kolonihaven, ender de ofte på loppemarkeder, antikvitetsforretninger og garagesalg. Alt fra minkbure malet blå til retro vattæpper og aflagte døre – de får alt sammen nyt liv i kolonihavehuset. Selv drivhuset er genbrug og overtaget fra en anden kolonist i kolonihaveforeningen.  

I parrets have finder man også tipi-installationer og flethegn med bambuspinde – her strutter blomster, urter og grøntsager, som både dyrkes for nydelsens og miljøets skyld. “Vi prøver at finde balancen mellem det vilde og det ordnede,” fortæller Maria Louise og afslører en lille drøm om at vinde prisen for ”Årets have” her i 2025.  

Læs også
Til toppen