Lotte fra Charlottehøj: “Min have passer på mig”

Da Lotte gik ned med stress og depression, var kolonihaven med til at holde livsgnisten tændt. Hun lader op, når hun graver sten ned og finder plads til figurer og genbrugsnips i den fuglevenlige oase – og havelågen står altid åben for gæster.

Lotte sidder på hug og smiler ned til sit seneste projekt. Hun er ved at anlægge en mosaik af flade natursten og genbrugsfliser foran en sænket terrasse i forhaven.

Mosaikken er bare ét eksempel på den natur- og skaberglæde, der kvidrer og pibler frem overalt i den lille have i HF Charlottehøj i det nordlige Aarhus.

En gråspurvsfigur hygger sig på reden i en ophængskurv fra et badeværelse. En letpåklædt kvinde med påfuglefjer danser under en sukkulent. En jernslange snor sig hen over en installation af birkestubbe.

I snore fra træerne duver organiske fuglereder i alt fra malet, mintgrønt ler til sirligt pileflet.

Overalt suger små scener og tableauer blikket til sig. De vibrerer i en vekselvirkning mellem kreativitet, fugleglæde og genbrugsånd.

”Det er helt vidunderligt at stikke fingrene i jorden. Haven betyder alt for mig. Jeg bliver ladet op. Finder ro,” siger Lotte om timerne, der går i selskab med de mikromiljøskabende sysler.

Kreativitet har fået nyt udtryk

Lotte har brug for jordforbindelsen. Hun er ved at finde balancen i et fleksjob 15 timer om ugen som klubpædagog. Hun var ellers sygemeldt i tre år. På et tidspunkt forsøgte hun at komme tilbage i arbejde, men pressede sig selv for hårdt.

Så gik hun helt ned med stress og depression.

”Jeg glæder mig til, at min mosaik og udeterrassen er færdig. På et tidspunkt fik jeg et fuglebad i granit, som jeg har integreret lige der,” siger hun og peger ned.

”Her er meget fugleliv, og jeg gør meget for fuglene, fordi jeg holder af dem. Forleden klippede jeg en busk ned, og derinde gemte sig en gærdesmutterede. Det er noget af det mest yndige.”

Da Lotte var sygemeldt, fortalte hun en veninde, at det var træls, at hun helt var holdt op med at male og tegne. Det holdt Lotte ellers meget af.

”Så sagde min veninde: Din have er din palet og dit lærred. Det syntes jeg, var sjovt sagt. Jeg har stadig min kreativitet, men den har fået et andet udtryk. Og det gør mig godt. Der er sådan en tilfredsstillelse ved at gå herude i haven.”

Bryllupsgaver med bænkebidere

Lotte viser rundt. Hun går om i haven bag huset, som hun sammen med sin mand Poul har døbt Hyggen.

Bag Hyggen udfolder der sig et nyt Lotte’sk landskab: Krukker, højbede, potteplantestativer, eksotiske fuglefigurer og madamblå genbrugsnips pipper i flok foran drivhuset.

Hun stopper op ved nogle små keramikansigter i en altankasseholder af snoet jern. De står her, fordi Lotte er nysgerrig.

En dag for en del år siden var hun på Fanø med Poul. Det var før, de blev gift. I Nordby fik hun øje på en ”vildt spændende have”. Der var keramik overalt.

”Selv om det var en privat have, gik vi bare ind. Keramikeren tog godt imod og viste os rundt, og vi fik hendes livshistorie. Hun havde sejlet på alverdens have, og hun var lidt skæv på den gode måde. Det blev starten på et venskab.”

Da Lotte og Poul blev viet og holdt deres bryllupsfest i haven i juli 2008, kom keramikeren med 60 små hoveder med sjove grimasser. De var pakket ind i cellofan som små gaver, som de andre gæster kunne tage med hjem som et minde om dagen.

”Det var fantastisk. Når vi kommer ud til familie og venner, står de hoveder der stadig”, fortæller hun.

Hvor blev fællesånden af?

Selvom Lotte finder ro ved at gå og sysle med sine projekter, står havelågen altid åben for gæster. Hun stiller også planter ud mod vejen, som de andre kolonister bare kan tage. Fx krybende torskemund, der spirer mange steder i haven.

”Jeg vil gerne dele. Planter. Viden. Fællesskab. Jeg vil gerne glæde folk. Jeg er meget nysgerrig – og vil gerne have, at folk føler sig velkomne og inkluderede.”

Men hun oplever, at det er blevet sværere, navnlig for yngre kolonister, at blive inkluderet. Man holder sig mere inde bag hækken – der nogle steder er blevet for høj i mere end én forstand.

”Vi har stadig nogle af de gamle arbejdere med i foreningen. De har den der ånd, at man løfter i flok. Jeg synes, det mangler lidt i dag. Her i Aarhus Kommune er det sådan, at en haveforening skal være et parklignende anlæg”.

Også derfor må hækkene maksimalt være 160 cm. høje.

“Man skal jo kunne se ind i haverne og møde folk – det er en af årsagerne til, at vi kan leje jorden billigt,” som hun siger.

Lotte har været aktiv i bestyrelsen ad to omgange. Hun er foreningens flagkvinde og har bl.a. været med til at indføre standerhejsning om foråret og -sænkning om efteråret, hvor de synger foreningens egen sang, som Lotte har skrevet.

Hun har også stået for loppemarkeder, frøbytterdage og beskæringskurser.

Gladere for livet

Efter Lottes sygeperiode er hun blevet mere opmærksom på, hvordan hun bruger sin energi, men hun har i den grad rakt ud efter fællesskabet og de 138 andre kolonister.

Da foreningen havde 75-års jubilæum i 2017, var hun og en anden kolonist drivkraft i et bogprojekt med fotos og nogle ord fra hver eneste have.

”Det var et kæmpe arbejde. På et tidspunkt tænkte vi: Nu tager vi bare fotos af havelågerne, men vi syntes, at alle skulle være med på billedet inde fra haven. Jeg talte med nogen, jeg aldrig havde talt med før. Det var sjovt!”

Lotte er færdig med rundturen i haven. Solen er gået ned. Nu sidder hun i skumringslyset i stuen og spiller terninger med Poul. De har fundet bogen fra 2017 frem med portrætter af alle kolonisterne.

På billedet står en knap ti år yngre Lotte med sin Poul. Dengang hed huset Luca og ikke Hyggen. Men ånden i teksten om haven er den samme som i dag:

”Når man passer sin have, finder man ud af, at det er haven, der passer på én. Man bliver bare en lille smule gladere, når man bor i en kolonihave – for hinanden og for livet.”