Her i den sydlige udkant af Aalborg fandt en 28-årig nordjyde sin redning i en travl hverdag præget af stress, diagnoser og forventninger. Kolonihaven “Hosta del Sol” er blevet Kathrines fundament for mental sundhed, selvomsorg og fællesskab – og er et levende bevis på, at havearbejde kan være ren terapi.
Når Kathrine træder ind gennem den lille havelåge til sin kolonihave i H/F Engen, er det som at træde ind i en anden verden. Her forsvinder hverdagens støj, to-do-lister og krav.
Her er der ingen planer og ingen deadlines – kun fuglefløjt, jord under neglene og tid til at mærke sig selv.
For tre år siden så hendes liv helt anderledes ud. En stresssygemelding og en efterfølgende ADHD-diagnose satte hverdagen på pause.
Kathrine søgte efter et projekt, der kunne give hende struktur og ro – og fandt det helt tilfældigt, da hun en aften opdagede et dengang falmet kolonihavehus med et æbletræ og en hvid bænk i forhaven.
Hun blev straks forelsket – og kort tid efter var stedet hendes.
“Kolonihaven har givet mig et formål igen. Det blev mit arbejde at cykle herud, spise min morgenmad og ordne haven – og så tage hjem, når man normalt ville have fyraften. Det gav ny mening til mit liv,” fortæller den unge nordjyde.
“Kolonihaven har givet mig et formål igen. Den har givet ny mening til mit liv.
– Kathrine
ADHD’en får frit spil
For Kathrine blev kolonihaven langt mere end et fritidsprojekt. Den blev terapi og ro. Den blev et frirum, hvor hun kunne være sig selv og give plads til både de udfordringer og de styrker, hendes ADHD fører med sig.
I kolonihaven må projekterne gerne være halvfærdige, og hun tillader sig selv at tage hjem, selvom der roder. Det er en vigtig kontrast til hendes liv i byen, hvor pligterne fylder – og en måde at lære at acceptere de begrænsninger, diagnosen giver hende i hverdagen.
Havearbejdet er samtidig en træning i tålmodighed, som Kathrine ærligt indrømmer, hun ikke har meget af.
Terapi i jordhøjde
Ukrudtslugning er blevet en af Kathrines yndlingsaktiviteter. Det lyder måske banalt, men for hende er det dybt meningsfuldt; hun kan se resultaterne med det samme, og det giver hende en følelse af kontrol og tilfredshed.
“Jeg bruger sjældent havehandsker. Jeg vil gerne mærke jorden med hænderne. Det er terapeutisk – og så kan man se, at man har udrettet noget med det samme,” fortæller hun.
Midt i interviewet afbryder hun sig selv for at hente en walkie-talkie i det lille kolonihavehus. Hun sender en besked til sin søster, der også har have i foreningen, om at hente Osvald – hendes legesyge hund, som er lidt for ivrig til, at samtalen kan fortsætte uforstyrret.
“Roger, over and out,” slutter hun og slipper grebet om walkie-talkie-knappen. Kathrine har nemlig sjældent sin mobiltelefon på sig i kolonihaven, så walkie-talkien er blevet det foretrukne kommunikationsmiddel, når søstrene skal have fat i hinanden eller invitere til kaffe.
Genbrugskærlighed og primitive rammer
I Hosta del Sol – opkaldt efter Kathrines yndlingsplante – har den nordjyske kolonist skabt en hverdag i sit eget tempo og sin egen stil:
Et 12 kvadratmeter stort, svenskrødt kolonihavehus i ægte ”mormors kolonihavehus”-stemning, uden el og rindende vand, et loungeområde bygget af genbrugsmaterialer, en lille dam med frøer og et væld af planter, der folder sig ud gennem årstiderne.
Næsten alt i haven har haft et tidligere liv. Møbler, maling, træ, sten og plantekasser er fundet, arvet eller bygget om. For den aalborgensiske kolonist handler det ikke kun om bæredygtighed, men også om sjæl og mening.
“For mig har ting bare mere værdi, når de er brugt,” siger hun.
Fællesskab mellem hækkene
Selvom kolonihaven først og fremmest er Kathrines personlige frirum, er fællesskabet omkring den en lige så vigtig del af tilværelsen. Hun betegner sine naboer som venner, hvor der er plads til at rumme hinandens forskelligheder.
“Jeg bruger sjældent havehandsker. Jeg vil gerne mærke jorden med hænderne.
– Kathrine
Her i foreningen låner man værktøj, deler planter og drikker kaffe sammen. Og så har de en uskreven regel: Er havelågen lukket, råber man lige ind over hækken først. Er den åben, står det enhver frit for at kigge ind.
For Kathrine er kolonihaven blevet nøglen til at finde tilbage til sig selv og et livsvigtigt fundament for hendes trivsel. Derfor ved hun, at hun aldrig vil skille sig af med sin have. For hende er kolonihaven en livslang følelsesmæssig investering – ikke en økonomisk.
