
Det kan være svært at forestille sig en kolonihave uden georginer – eller dahlia, som de oftest kaldes. De hører til i sommerhaven på samme måde som nyopgravede kartofler og røde tomater i drivhuset. Dahlia har da også været dyrket i kolonihaven til alle tider og fortjener stadig en plads i første række – i køkkenhaven, bedet eller måske i havens krukker.
Dahlia har fået ry for at være lidt besværlige, gammeldags og dårlig smag med deres ofte prangende blomsterhoveder. I de senere år har mange opgivet at dyrke de dejlige blomster, da friske dahliaskud står øverst på sneglenes spisekort. Men der er god grund til at prøve igen.
Fra yt til nyt
I de gamle kolonihaver – da farfar var dreng – blev dahlia dyrket i lange rækker til buketter. Farverne var ofte lilla, gul og postkasserød. Ofte var den samme knold blevet delt og delt så mange gange, at de fleste haver i foreningen havde dahlia i de samme farver. Det bringer nostalgiske billeder frem, men har også været med til at give dahlia et ry for at være gammeldags og umoderne.
Moden har siden skiftet mange gange, og sammen med den er udbuddet af forskellige typer dahlia vokset – og er nu kæmpestort. I dag findes dahlia med blomster så store som middagstallerkener, de såkaldte ‘dinnerplates’. Der findes dahlia med yndige pomponer, åkandeformede blomster og typer, som ligner små stjerner. Udbuddet er enormt – mange i yndige pastelfarver, raffinerede nye kombinationer og tilmed i toner som ‘Café au Lait’, mauve og næsten sort. Dahlia er igen blevet højeste mode.


Ikke så besværlige endda
Ofte hører man, at dahlia er for besværlige at dyrke, og at man derfor har opgivet dem. De skal nemlig, siger den garvede gartner, graves op om vinteren og opbevares frostfrit – helt som man gemmer sine kartofler. Det er rigtigt, at dahlia ikke tåler frost. Hvis knoldene fryser, bliver de smattede og rådner.




Det er Imidlertid ikke så besværligt at lade knoldene blive liggende i jorden og frostsikre dem ovenfra. I takt med at klimaforandringerne har givet os mildere vintre, gør mange dahliadyrkere nu det, at planternes toppe brækkes sammen og lægges ned over knoldene. Ovenpå lægges hø, blade, et tæppe eller andet isolerende materiale – og som afslutning kan man sætte en krukke vendt på hovedet eller en spand med en sten ovenpå. Det er en vintersikring for den magelige gartner, som ikke orker at grave eller ikke har en frostfri opbevaringsplads.

Sådan trives dahlia
Dahlia stammer fra Mexico, så det gælder om at efterligne klimaet der – hvilket naturligvis kan være svært i en dansk sommer. Giv dahliaerne en plads i fuld sol, adgang til rigeligt vand og godt med gødning. Det kan også være en god idé at knibe planterne, når de er 15–20 centimeter høje. Ved at knibe topskuddet af forgrener planten sig og bliver mere busket, hvilket giver flere grene til at bære blomster.




Høje typer bør støttes med stativ eller grene, så de ikke vælter. Visne blomster bør klippes bort, da det fremskynder vedvarende blomstring helt til frostens komme. Med den rette pleje har man en blomstrende dahlia i mange måneder.
Spiselige buketter og blomsterkonfetti
Det er oplagt at lave smukke buketter med dahlia, der i sensommeren producerer så mange blomster, at man ikke behøver holde igen med saksen. I selskab med andre sommerblomster kan man lave fantastiske buketter, som vil glæde enhver.


En sjov egenskab ved dahlia er, at både blomster og knolde er spiselige. Det kan se smukt ud at dekorere en salat eller en kage med de farvestrålende kronblade. Blomsterne smager let krydret. Skal man til bryllup, kan man bruge kronbladene som blomsterkonfetti. Det mangefarvede konfetti danser i luften, når det kastes, og havner ikke i brudens sko og frisure – som de irriterende ris.
Rigtig god fornøjelse med dahlia i din sommerhave!